-

Referater: CL-1/8-finaler – 14. og 15. februar 2017

0

Årets første Champions League-ottendedelsfinaler blev spillet den 14. og 15. februar 2017. Læs korte referater af kampene her.

14. februar 2017:

Paris Saint-Germain 4-0 FC Barcelona

Paris Saint-Germain tog på hjemmebane imod FC Barcelona, og mange havde nok forventet en nogenlunde jævnbyrdig kamp, som det er set tidligere mellem de to mandskaber.

Sådan skulle det dog ikke gå denne aften på Parc des Princes.

Kampen var bare 18 minutter gammel, da Angel di Maria scorede til 1-0 for værterne. I det 40. minut fik Draxler udbygget føringen til 2-0, inden pausefløjtet lød.

I anden halvleg var en velspillende di Maria igen på pletten. Han scorede 10 minutter inde i anden halvleg til 3-0. Ydmygelsen af Barca blev total efter 72 minutter.

Cavani scorede til 4-0, og så var kampen definitivt lukket. FC Barcelona lignede en skygge af sig selv, og det kan bedst beskrives som et kollektivt kollaps denne aften.

Barca får svært ved at revanchere sig på Camp Nou, når mandskaberne mødes igen, men Luis Enriques mandskab bør alligevel hanke op i sig selv og gå efter muligheden.

Benfica 1-0 Dortmund

Endnu en overraskelse fandt sted denne aften. Benfica bød Borussia Dortmund op til dans på hjemmebane, og selvom Dortmund havde flere gode muligheder, så var det hjemmeholdets Mitroglou, der kunne score kampens første mål.

I det 58. minut havde Aubameyang muligheden for at bringe balance i regnskabet på et straffespark, men den ellers så træfsikre angriber, missede.

Der blev ikke scoret flere mål i kampen, og dermed skal Tuchels mandskab gå efter at få revanche og videre avancement, når de næste gang er værter for returopgøret.

15. februar 2017:

Real Madrid 3-1 Napoli

Real Madrid tog hjemme på Estadio Santiago Bernabéu imod Napoli, der havde to tidligere Real-spillere i startformationen i form af Albiol og Callejon.

Og gæsterne havde ingen kvaler ved at møde mægtige Real Madrid. Efter bare 8 minutter kunne Insigne score et flot mål, da han overlistede Keylor Navas i Real-målet med et velplaceret langskud, da Navas var langt ude af målet.

Bare 10 minutter senere fik Benzema dog bragt balance på måltavlen. Franskmanden scorede på hovedstød efter et oplæg af Carvajal, der blev serveret med ydresiden.

I det 49. minut stod Kroos bag en sjælden scoring, da han bragte værterne foran med 2-1. Og hans midtbanekollega Casemiro, der heller ikke er kendt for at bombe på samlebånd, ville også lege med.

Han scorede et flot mål på en helflugter til slutresultatet 3-1. Cristiano Ronaldo gik dermed målløs fra banen, på trods af, at han havde flere gode muligheder.

Mon ikke, at portugiseren er endnu mere tændt efter at score i næste opgør, så han kan komme tættere på Lionel Messi, der pt. står noteret for 10 scoringer i CL-sæson, mens Ronaldo blot har scoret to mål i denne sæson.

Bayern München 5-1 Arsenal

I aftenens andet opgør krydsede Bayern München og Arsenal klinger. Her var det Bayern, der kom først på måltavlen.

Robben kunne score til 1-0 efter bare 11 minutter. I det 30. minut fik Arsenal tilkæmpet sig et straffespark som Alexis Sanchez tog sig af. Han brændte i første omgang, men på returen fik han bolden i nettet til 1-1.

I anden halvleg, skruede tyskerne op for tempoet. Lewandowski og Thiago scorede i det 53. og 56. minut, mens Thiago i det 63. minut udbyggede til 4-1.

Mod kampens slutning ville Müller også på lystavlen. Han scorede til slutresultatet 5-1.
Det bliver vanskeligt for Wengers mandskab at avancere, når de hjemme i London tager imod Bayern i marts måned.

Hvad er din kommentar?