Juventus skal i aften møde Real Madrid, når holdene tørner sammen i deres første semifinale-opgør i denne Champions League-sæson. Læs hele optakten her.
Juventus er klar til dette års semifinaler i Champions League, efter at de ekspederede Monaco ud af kvartfinalerne. Juve sikrede en samlet 1-0-sejr, da de vandt 1-0 hjemme i første opgør.
I aften gælder mødet med de forsvarende Champions League-mestre fra Real Madrid. Real mødte lillebror Atletico Madrid i kvartfinalerne, hvor de ligeledes gik videre med en samlet 1-0-sejr.
Fokus på holdene:
Juventus:
Juventus avancerede fra CL-kvartfinalerne ved at slå franske Monaco med 1-0. Sejren blev sikret i den første kamp, hvor italienerne var på hjemmebane.
I returmødet 22. april spillede holdene uafgjort, selvom begge mandskaber var kommet frem til fine scoringsmuligheder.
Siden det stod klart, at Juve var klar til semifinalerne i Champions League, har de i Serie A tabt 2-1 til lokalrivalerne Torino ude, vundet 3-2 over Fiorentina hjemme samt vundet 1-0 over Sampdoria på udebane. Den sidste sejr betød desuden, at de sikrede sig mesterskabet i Serie A.
Real Madrid:
Real Madrid var som nævnt oppe imod Atletico Madrid i kvartfinalerne, og storebror-klubben havde gode chancer for at bringe sig solidt foran i den første kvartfinale. Den sidste skarphed manglede dog, blandt andre hos Gareth Bale, der brændte en friløber.
Derfor skulle den store afgørelse findes i returopgøret på Santiago Bernabeu, hvor Real sikrede sig en 1-0-sejr på mål af lejesvenden Javier ‘Chicharito’ Hernandez to minutter før den ordinære spilletid var udløbet.
Siden den samlede sejr i kvartfinalerne, har Real Madrid spillet tre kampe i ligaen, som alle er blevet vundet. Først vandt de 4-2 over Celta Vigo ude, hernæst 3-0 over Almeria hjemme og senest spillede de den højdramatiske kamp mod Sevilla på udebane, hvor de vandt 3-2 på et hattrick af Cristiano Ronaldo.
Fakta:
– Juventus og Real Madrid har mødt hinanden 16 gange i Champions League/Europa Cup’en. Real Madrid fører indbyrdes med otte sejre mod Juves syv sejre. De har kun spillet uafgjort en gang.
– Den eneste uafgjorte kamp kom i deres sidste møde tilbage i november 2013, hvor de spillede 2-2 i Torino.
– Juventus har nået semifinalerne i Champions League/Europa Cup’en for 11. gang. Sidst de stod i semifinalerne var i sæsonen 2002/2003 mod netop Real Madrid, hvor de slog Real ud.
– Juventus har kun tabt én af deres sidste 54 kampe på hjemmebane. De har vundet 45 kampe og spillet 8 kampe uafgjort.
– Real Madrid er kommet til semifinalerne i Champions League/Europa Cup’en for 26. gang. Ud af de tidligere 25 muligheder, har de avanceret til finalen 13 gange.
– Real Madrid er blevet slået ud af deres tre sidste semifinaler mod italienske modstandere. Juventus i 2003, Torino i 1992 og AC Milan i 1989.
Seneste nyt om holdene:
Juventus:
Juventus’ skadeliste indeholder fem spillere. Det drejer sig om Pogba, Caceres, Asamoah, Marrone samt Romulo.
Real Madrid:
Der gik et sus gennem Real Madrids træningslejr, da Cristiano Ronaldo måtte tilses med rygsmerter forud for aftenens kamp. Stjernespilleren fik lidt behandling af lægestaben og kunne derefter fortsætte træningen på lige fod med holdkammeraterne.
Derimod er det helt sikkert, at disse fire spillere ikke kommer i aktion: Benzema, Modric, Medran og Abner. Benzema er blevet hjemme for at komme sin skade 100 % kvit, selvom det i de seneste dage forlød, at han ville være klar til opgøret.
Hold øje med:
Juventus – Carlos Tevez:
Den alderende målræv ved fortsat hvor modstanderens mål står placeret. I denne Champions League-sæson har han hidtil scoret seks mål. Samtidig har han haft 14 forsøg på mål. Det kan meget vel være Tevez, der banker mål ind for Juve i aften, hvis de kommer på måltavlen.
Real Madrid – Cristiano Ronaldo:
Cristiano Ronaldo har med sine otte mål, sine fire assists samt 28 skud på mål sat sine aftryk i turneringen hidtil. Han er også en stor del af forklaringen på, hvorfor Real Madrid atter har muligheden for at vinde CL-trofæet, hvis de går hele vejen.
Kommentarer inden kampen:
Juventus’ cheftræner Massimiliano Allegri:
“Det er en semifinale og de er forsvarende mestre, så i forhold til os, kunne de have en bedre chance. Men det er ikke en semifinale, hvor du kan sige, at vi intet har at tabe. Vi kan miste muligheden for at komme i finalen. Vi skal se tilbage på, hvad vi har gjort hidtil og tro på at vi har en chance, men fortsat ikke glemme, at vi er oppe imod en meget stærk modstander,” fortæller Massimiliano Allegri til UEFA’s hjemmeside.
Real Madrids cheftræner Carlo Ancelotti:
“Juventus er en modstander, der godt kan lide at have masser af boldbesiddelse. Det vigtigste er at spille det bedste vi kan, og vise vores kvaliteter. Vi ønsker at angribe, og vi er klar til at spille det offensive spil, men vi er nødt til at forsvare os rigtigt godt også. Juventus vandt ligaen i lørdags og er fulde af selvtillid,” fortæller Carlo Ancelotti til UEFA’s hjemmeside.
Odds på kampen (4 spilforslag):
Forventede startopstillinger:
Juventus:
Buffon
Lichtsteiner – Bonucci – Chiellini – Evra
Marchisio – Pirlo – Vidal
Pereyra
Morata – Tévez
Real Madrid:
Casillas
Carvajal – Pepe – Varane – Marcelo
Bale – Ramos – Kroos – James
Chicharito – Ronaldo
Bud på kampens resultat:
Juventus 1-2 Real Madrid:
Juventus har selvtilliden efter at have vundet det italienske mesterskab, men spiller for spiller er Real Madrid alligevel stærkere. Jeg tror på, at Real Madrid henter en 2-1-sejr i aften.
Praktisk information:
Kampens dommer: Martin Atkinson (England)
Stadion: Juventus Stadium – Torino
Spille-tidspunkt: 5. maj 2015 – kl. 20:45.
Vises på: TV3 + & Viaplay.dk.