Galatasaray har givet sig selv et dårligt udgangspunkt frem mod aftenens afgørende hjemmekamp. Omvendt har Borussia Dortmund alt at vinde efter deres fornemme start på dette års Champions League.
Galatasaray skulle bruge en sejr, men formåede ikke engang at skabe en eneste reel målchance. Stadion var fyldt til randen ved kick-off, men under halvt fyldt ved afslutning. Dortmund derimod fuldførte Klopps plan til perfektion, og fik et resultat derefter.
Det der på forhånd så ud til at være en vind eller forsvind kamp for Galatasaray, startede på den værst tænkelige måde for hjemmeholdet.
Efter blot fem minutter blev Marco Reus spillet helt fri af en simpel stikning, og fandt nemt Aubameyang ved den bagerste stolpe, der kunne gøre det til 1-0.
Nærmest identisk var 2-0 målet lidt mere end ti minutter senere, denne gang kom indlægget bare fra højre side, ligeså nemt var det dog for Aubameyang der blot satte indersiden på aftenens anden scoring.
Hvad der manglede i organisation og defensiv kvalitet for Galatasaray kunne man forvente i fight og ærgerrighed, men begge dele var efterladt i omklædningsrummet. Galatasaray kom således slet ikke frem til nogle scoringsmuligheder i de første 40 minutter og da Marco Reus i det 41. minut så Muslera stå et skridt for langt ude af sit mål, sendte han et flot dykkende langskud fra små 30 meter henover uruguayaneren.
Eneste lyspunkt i en meget dårlig første halvleg for Galatasaray, var Felipe Melo. Brasilianeren bidrog med alt, både defensivt og offensivt, men var 90% af tiden alt for alene på den defensive midtbane, hvorfor Dortmund let spillede rundt om ham, og resten af forsvaret.
Galatasaray kom bedre ud til anden halvleg, fik et par hjørnespark og satte en smule pres på Dortmund. Det var dog stadig Dortmund der havde de største målchancer, og Galatasaray formåede i anden halvlegs indledning fortsat ikke at skabe nogle store chancer.
Selvom Dortmund var fint tilfreds med kampens resultat, og derfor overlod initiativet til hjemmeholdet, var de fortsat skarpest, og fornemmelsen man sidder med, er at Dortmund selv styrer hvornår de vil være farlige. Mellemrummet mellem Galatasarays kæder var meget stort, og afleveringen fra Dortmunds defensive midtbane til de fire offensive spillere var for nem at ligge, og i fire mod fire spillet var Dortmund i alle situationer stærkere, og blev flere gange farlige som anden halvleg skred frem.
Adrian Ramos kom ind efter 82 minutter, og blot et enkelt minut skulle han bruge på banen, inden en simpel stikning fra Ilkay Gündogan var nok til at splitte Galatasarays forsvar ad, og tillod colombianeren at lave sit første mål i kampen.
Eneste reele minus for Dortmund i kampen, var at både Sven Bender og Shinji Kagawa måtte udgå med skader, værst så det dog ud for Sven Bender, der lignede en mand der havde brækket sin arm.
0-4 var cifrene, efter en Dortmund præstation, der bestemt gør dem værdige som udfordrere til Champions League titlen.