
Arsenal tabte lørdag med 2-1 på hjemmebane til Bournemouth, og ifølge Martin Ødegaard skal man bruge vreden fra den kamp mod Paris Saint-Germain.
Lørdag stjal Bournemouth alle tre point, da holdet slog Arsenal med 2-1 på Emirates Stadium i Premier League.
Onsdag brager The Gunners sammen med Paris Saint-Germain i Champions League-semifinalerne, og her skal holdet bruge frustrationen, mener anfører Martin Ødegaard.
“Vi er meget skuffede lige nu, men vi er nødt til at lægge det bag os, stå sammen og forberede os på PSG-kampen,” siger nordmanden til Arsenals hjemmeside og fortsætter:
“Det er en kæmpe kamp, og det er måske det gode ved, at vi er meget skuffede, sure og frustrerede lige nu. Vi kan bruge alle de følelser på onsdag, hvor vi ved, hvad der er på spil,” lyder det fra Ødegaard.
Opgøret mellem PSG og Arsenal fløjtes i gang onsdag kl. 21 dansk tid.