Arda Turan blev matchvinder, da Atletico Madrid som så mange gange før hev en kneben 1-0-sejr hjem over Juventus i en intens kamp med mange frispark.
Kampens indledning starter meget lige, dog med et lille overtag til udeholdet Juventus. Dog er det tydeligt, at det er to meget stærke forsvar, som ikke giver ved dørene.
Det bærer indledningen også præg af, hvor ingen af holdene for alvor spiller sig frem til chancer. 10 minutter skulle der gå, før Juventus fik sin første afslutning. Det var Claudio Marchisio, der trykkede af, men bolden endte et godt stykke ved siden af mål.
Efter 12 minutters spil modtog Leonardo Bonucci en advarsel for at smække en arm op i ansigtet på en maskeklædt Mario Mandzukic.
I første halvdel af første halvleg var Juventus klart spillemæssigt dominerende, hvor specielt Poul Pogba markerede sig på midtbanen. Kampens første kontroversielle situation opstod dog i italienernes felt, da Atletico-spillerne appellerede for hånd på bolden hos Arturo Vidal.
Det er også Atletico Madrid, der står for kampens første rigtige chance, da Mandzukic satte GIanluigi Buffon på prøve, dog redder den italienske kaptajn flot.
Efter en halv time kommer Atletico bedre ind i kampen, men første halvleg er generelt plaget af mange frispark og spilstop. Noget som ødelægger det flydende spil for begge mandskaber.
Sådan fortsætter billedet resten af en intens halvleg, der dog for alvor manglede målchancer, grundet de mange frispark, i alt 25 styk, der hele tiden indfandt sig. Dermed kunne Atletico og Juventus gå til pause med et fortjent 0-0-resultat.
Anden halvleg begyndte hvor første halvleg sluttede – med masser af spilstop. Efter 52 minutters spil gik en meget anonym Saúl ud og ind kom Pogbas og Evras franske landsholdskammerat Antoine Griezmann.
Ti minutter inde i anden halvleg havde Pogba en god frisparksmulighed – noget som han dog formøblede meget skidt.
Efter knap en time indtraf en af kampens helt store kontroversielle begivenheder, da bolden sprang op på hånden af Caceres, der var placeret i feltet. Men dommer Brychs fløjte forblev tavs.
De første 20 minutter stod klart i Atletico Madrids tegn. De satte sig på begivenheder og Juventus kunne hverken få gang i deres kontraspil eller høje genpres. Dog lykkedes det ikke spanierne at finde en eneste sprække i Juve-forsvaret.
Både Claudio Marchisio og Arda Turan har dog i særklasse væres deres respektive holds bedste spillere i kampen, hvor de begge har været mændene, der har forsøgt at sætte drev i spillet trods medspillernes mange fejlafleveringer og begåede frispark.
Med et kvarter igen fik Atletico endelig hul på bylden. Formstærke Arda Turan kom først på et indlæg og kunne lægge bolden ind bag Buffon. Det var første gang i sæsonen at han blev passeret.
Herefter satte Juventus sig på spillet, hvilket var lige ved at føre til et selvmål af Raul Garcia. Mere blev det ikke til ud over en masse gule kort for Juventus, der altså taber i Madrid.