Bayern München sikrede her til aften deres femte sejr ud af seks mulige i dette års gruppespil. De vandt 3-0 i en kamp, hvor danske Pierre Emile Højbjerg fik fuld spilletid.
Bayern München var allerede sikre på førstepladsen i gruppe E, før aftenens opgør. Men det betød ikke, at cheftræner Pep Guardiola sparede alle profilerne.
Profiler som Manuel Neuer, Franck Ribery, Thomas Müller og Mario Götze var alle med fra start.
Aftenens modstander CSKA Moskva skulle derimod bruge en sejr og et pointtab til Roma i den anden kamp, hvis de skulle videre til 1/8-finalerne.
Efter seks minutters spil kunne gæsterne have bragt sig overraskende i front, da Seydou Doumbia modtog bolden fra Roman Eremenko inde på midten. Ivorianeren kunne dog ikke ramme målet på sit hovedstødsforsøg.
Den manglende skarphed blev hurtigt straffet af værterne. Franck Ribery blev nedlagt i feltet, og så kunne Thomas Müller bringe Bayern foran på straffespark.
CSKA kunne være kommet tilbage i opgøret ved Doumbia, men Manuel Neuer snuppede hans flade afslutning.
Kort inden pauseteen var Bayern München tæt på at fordoble føringen, men denne gang var Müller mindre skarp i afslutningsøjeblikket.
Fra anden halvlegs start blev Robert Lewandowski og Arjen Robben sendt på banen i stedet for Thomas Müller og Franck Ribery.
Med seks minutter tilbage af opgøret fik Sebastian Rode scoret til 2-0, da han umarkeret kunne heade bolden i mål ved bagerste stolpe.
I overtiden kunne Mario Götze slå sejren fast, da han udnyttede en stor CSKA-fejl og lukkede opgøret.
Guardiola gav Pierre Emile Højbjerg fuld spilletid i aften.
Aftenens resultat betyder, at Bayern er videre med 15 point for seks kampe, mens CSKA Moskva slutter på sidstepladsen med fem point. Dermed er det slut med europæisk deltagelse for dem i denne sæson.