Bayern München var på besøg i Moskva, hvor tyskerne på et straffesparksmål af Thomas Müller hentede en kneben 1-0-sejr mod CSKA Moskva, der dog også kom frem til gode muligheder.
Det var et meget lidt stemningsfyldt stadion, der mødte spillerne på banen.
Årsagen var, at CSKA Moskva, grundet en tilskuerkarantæne som følge af en racisme-sag i sidste sæson, ikke må spille med egne fans på lægterne. Derfor var det kun de medrejste Bayern-fans, der kunne høres på tribunen.
Gæsterne fra Bayern München startede med at lægge et tungt pres på CSKA Moskva, og det var tydeligt, at Bayern dominerede kampens indledning.
Man skulle helt hen til det syvende minut, før CSKA Moskvas første, store chance blev skabt.
Musa løb i ryggen på Bayerns forsvar, men da han modtog bolden i dybden, var hans førsteberøring for dårlig til at han kunne få ordentligt ram på bolden i den efterfølgende sekvens.
I det 14. minut kom Milanov frem til en afslutning, efter gode kombinationer af CSKA. Midtbanespilleren fik dog ikke sendt en ordentlig afslutning af sted mod Manuel Neuer, som let kunne klare skuddet mod målet.
Efter 20 minutters spil kom den ultimative scoringsmulighed for gæsterne. Mario Götze blev nedlagt af nummer Mario Fernandes i feltet, og dermed fik Bayern straffespark.
Thomas Müller var manden, der skulle sparke, og det gjorde han sikkert oppe i netmaskerne, mens keeperen hoppede til højre for sig selv. 1-0 til Bayern München.
I det 36. minut beviste CSKA endnu en gang, at de har en effektiv kontra-maskine. Musa tog nogle gode træk, og fik afsluttet mod Neuers mål, mens desværre for CSKA, røg bolden lige på Neuer.
Herefter endte bolden for fødderne af Musa igen, som valgte at servere læderet for sin holdkammerat, Zoran Tosić.
Tosić leverede en skudfinte, hvorefter han trak forbi sin direkte modspiller. Han fik afsluttet mod Neuers mål, men dette skud gik et godt stykke over målet.
På højrekanten kom CSKA’s Roman Eremenko frem til en god afslutning, som blev sendt på overliggeren, hvorefter bolden røg ud. Nu var Bayern München for alvor advaret om, at hjemmeholdets offensiv bestemt ikke var ufarlig.
Med et minut tilbage af første halvleg, fik Bayern en omstillingsmulighed anført af Mario Götze. Han fandt Arjen Robben, som sendte kuglen videre til Robert Lewandowski.
Hans skud blev pareret og CSKA endte med at få klaret situationen, selvom flere Bayern-spillere nærmest stod i kø for at score.
Der blev ikke scoret mere i første halvleg, og dermed førte Bayern München 1-0 ved pausen.
I anden halvleg fik Bayern München allerede en mulighed i det første minut. Juan Bernat kom frem til en afslutning, men bolden røg ud til hjørnespark.
Bayern fortsatte deres massive boldbesiddelse fra første halvleg, mens CSKA kom frem til nogle sporadiske muligheder.
Tyskerne sad dog på de største muligheder, og efter 57 minutter var Mario Götze tæt på at komme på måltavlen.
Han afsluttede, men i samme moment fik en CSKA’er kastet sig ned i tackling, så skuddet blev blokeret.
Bayern München levede bedst på kontraer, men de afgørende skarphed manglede i sidste ende.
Det blev også understreget med seks minutter tilbage af opgøret, da Thomas Müller i en friløber med CSKA-keeperen Akinfeev ikke fik afsluttet.
I stedet fik han prikket bolden ud til højre, hvor han havde forventet, at en medspiller ville dukke op. Men det skete ikke. Dermed løb den chance ud i sandet.
Bayern München fandt ikke netmaskerne mere i opgøret, og da hjemmeholdet heller ikke kom på måltavlen i anden halvleg, sluttede opgøret med en smal 1-0-sejr til Bayern München.
Senere tirsdag aften mødes Manchester City og AS Roma i den anden kamp i gruppespillet. Hvis AS Roma taber point der, vil Bayern München slutte på førstepladsen med seks point efter anden spillerunde.