Onsdag aften gæster tyrkiske Galatasaray den engelske hovedstad London, hvor Arsenal venter i Champions Leagues gruppe D.
Onsdag aften gæster tyrkiske Galatasaray den engelske hovedstad London, hvor Arsenal skal forsøge at komme på pointtavlen i dette års turnering, efter det skuffende 0-2 nederlag til Dortmund for 14 dage siden. Wenger har dog et hav af skader at bøvle med op til kick-off.
Galatasaray har også noget at revanchere, efter deres skuffende 1-1 resultat mod gruppens formåede svageste mandskab, Anderlecht, i første spillerunde.
Fokus på holdene:
Arsenal:
Sidste års FA-Cup vindere har indledt sæsonen lidt blandet. Godt nok er man forsat ubesejret efter seks spillerunder, men heraf har man spillet uafgjort hele fire gange. Man er således placeret på den øjeblikkelige fjerdeplads, allerede med seks point op til førerholdet Chelsea, som man møder i weekenden. Nyindkøbte Alexis Sanchez har fået en flot start på sin Arsenal-karriere og har således scoret fire gange i sine første seks kampe.
Galatasaray:
Det tyrkiske storhold er kommet noget vaklende fra land i den hjemlige turnering, hvor man efter fire kampe kun står noteret for 7 point og en placering som nr. 5 i tabellen. Senest hev man en 2-1 sejr i land mod Sivasspor, bl.a. efter scoring af holdets angrebses, Burak Yilmaz. I første runde af Champions League fik man også blot 1-1 hjemme mod belgiske Anderlecht – hvor man endda skulle hen i kampens tillægstid, før føromtalte Yilmaz fik sat udligningen ind.
Fakta:
– Hamit Altintop (Galatasaray) spillede sammen med Mesut Özil (Arsenal) i både Schalke 04 og Real Madrid, mens han også var holdkammerat med Lukas Podolski (Arsenal) i Bayern München.
– Arsenal er ubesejret i Champions League-opgør mod tyrkiske modstandere (4 sejre, 2 uafgjorte).
– Arsenals 0-2 nederlag til Dortmund i sidste runde, var første nederlag i åbningskampen på Champions League-gruppespillet siden 2003/04, hvor man tabte hjemme til Inter.
– Wesley Sneijder (Galatasaray) fik sin Champions League-debut mod netop Arsenal i 2003, dengang for barndomsklubben Ajax.
– Galatasaray har ikke formået at holde buret rent i deres seneste 17 udekampe i turneringen. En rekord de pt. deler med schweiziske Basel.
Seneste nyt om holdene:
Arsenal:
Klubbens franske manager Arsene Wenger har på det seneste set den ene profil efter den anden tage plads i behandlingsrummet. I Arsenals sidste kamp måtte midtbanespillerne Mikel Arteta, Aaron Ramsey og Jack Wilshere alle forlade banen med smerter, mens man i forvejen må se bort fra Mathieu Debuchy, Nacho Monreal, Yaya Sanogo, Serge Gnabry og Olivier Giroud.
Wilshere har dog trænet med resten af truppen op til onsdagens opgør, men hvorvidt han når at blive klar, vides endnu ikke. Senest er der sået tvivl om forsvarsklippen Laurent Koscielny, der døjer med smerter i achillessenen
Galatasaray:
Tyrkernes italienske manager Cesare Prandelli har haft svært ved at finde sin idealopstilling og har således endnu til gode, at benytte den samme opstilling to gange i træk i indeværende sæson. På skadesfronten ser det dog markant bedre ud end hos dagens modstander, da Prandelli stort set har med en skadesfri trup at gøre.
Hold øje med:
Arsenal – Mesut Özil:
Den tyske playmaker har været stærkt udskældt det seneste halve år, noget berettiget, mens noget også kan skyldes, at midtbanespilleren er blevet benyttet på venstrekanten i stedet for sin foretrukne position bag angriberen. Özil har i Arsenals seneste kampe fået lov til at spille netop der og var flyvende i holdets 3-0 sejr over Aston Villa, hvor han kvitterede med mål og assist.
Grundet skader til andre midtbanespillere, vil vi højst sandsynligt se Özil i sin yndlingsposition i onsdagens opgør og her får han en vigtig rolle i Arsenals bestræbelser på succes og tre point.
Galatasaray – Wesley Sneijder:
Præcis som hos hjemmeholdet, har jeg også valgt at fokusere på gæsternes offensive playmaker, den nu 30-årige hollænder Wesley Sneijder. Han var med til at vinde Champions League med italienske Inter i 2010, men er siden forsvundet en smule fra det internationale rampelys, efter sit skifte til Galatasaray.
Sneijder må dog stadig betragtes som en af de bedste på sin position, når det kører for ham. Hans farlige skud fra distancen, gode pasningsevner og til tider iltre temperament, gør ham til en vidunderlig fodboldspiller at se på. Hollænderen kan have værktøjerne til at åbne Arsenal-defensiven op onsdag aften.
Forventede startopstillinger:
Arsenal (4-2-3-1):
Szczesny
Chambers – Mertesacker – Koscielny – Gibbs
Flamini – Wilshere
Oxlade-Chamberlain – Özil – Sanchez
Welbeck
Galatasaray (4-3-1-2):
Muslera
Telles – Chedjou – Kaya – Sari
Inan – Felipe Melo – Dzemaili
Pandev – Sneijder
Yilmaz
Bud på kampens resultat:
Arsenal 2 – 1 Galatasaray
Til trods for skader er hjemmeholdet pisket til sejr i aftenens opgør, hvis de skal gøre sig forhåbninger om videre avancement fra gruppen. Arsenal har dog haft svært ved at holde nullet i denne sæson og jeg kan derfor godt se Galatasaray komme på tavlen. Englænderne har dog stadig spillere som Özil, Alexis Sanchez og Danny Welbeck at læne sig op af, og det burde være nok til at sikre tre point i London onsdag aften.
Praktisk information:
Kampens dommer: Gianluca Rocchi (Italien)
Stadion: Arsenal Stadium (Det må ikke hedde Emirates Stadium i europæiske kampe)
Spilletidspunkt: 1. Oktober kl. 20.45.
Vises på: TV3 Sport1 og Viaplay.dk.