Der er tre utrolig vigtige point på spil, når Bayer Leverkusen tager imod russiske Zenit onsdag aften i gruppespillets pulje C.
Begge hold ligger nemlig i tæt konkurrence med Monaco om at sikre sig avancement i gruppen, og med Leverkusen på tredjepladsen med tre point, mens Monaco og Zenit hver har fire, er der al grund til at forvente to kæmpende og pointgerrige hold.
Fokus på holdene:
Bayer Leverkusen:
Det er ikke helt skidt at være Leverkusen-spiller. Holdet startede sæsonen med en 2-0-sejr over Dortmund, og med ét enkelt nederlag i de første otte runder af Bundesligaen, indtager holdet en sjetteplads i rækken. Ét point er der op til tredjepladsen.
De seneste tre runder har holdet spillet uafgjort, hvoraf denne weekends resultat blev 3-3 på udebane mod VfB Stuttgart. Derfor er det et hjemmehold, der er sultne efter alle tre point.
Tre point blev det til i forrige Champions League-runde, da holdet på eget græs vandt med solide 3-1 over gruppens portugiske indslag, Benfica.
Zenit St. Petersborg:
Som sin tyske modstander er Zenit inde i en X-bølge. Efter en knusende sikker start på sæsonen og en målscorer på 26-4 efter otte kampe, har holdet de sidste to opgør i den russiske liga spillet uafgjort.
Holdets sidste CL-kamp endte 0-0 mellem den direkte modstander, Monaco, og med ét point ned til Leverkusen på tredjepladsen ville en sejr på udebane for alvor give russerne drømme om at fortsætte årets CL-eventyr.
Fakta:
– Sidst holdene mødtes, var i turneringens ene kvartfinale i 2007-08, hvor Zenit gik videre med samlet 4-2. Et resultat, der blev grundlagt i Tyskland, hvor russerne vandt 4-1.
– Holdenes sidste opgør i de nationale ligaer er endt uafgjort.
– Leverkusen er med i Champions League for niende gang, mens deres russiske modstandere deltager for femte gang.
– Kampens dommer, Björn Kuipers, var manden, der dømte sidste sæsons madrilenske Champions League-finale.
Seneste nyt om holdene:
Bayer Leverkusen:
Holdets veteran Stefan Rolfes er heller ikke med i onsdagens opgør, da han har en skadet ankel, som har holdt ham ude det meste af sæsonen.
Ellers skulle resten af holdet være fit for fight.
Zenit St. Petersborg:
Offensive Shatov skulle eftersigende være tvivlsom på grund af en ikke-oplyst skade.
Som sine tyske modstandere er resten af holdet meldt klar til kamp.
Hold øje med:
Bayer Leverkusen – Karim Bellarabi:
Den 24-årige tysker er inde i et godt flow og har således scoret i Leverkusens seneste to opgør.
Sidste sæson spillede han for Eintracht Braunschweig, hvor han efter 26 kampe havde scoret tre mål og sørget for fem assists.
Efter at være vendt tilbage til Leverkusen, hvor han også spillede i perioden 2011-13, har han i otte kampe stået for fire mål og fire assists, og derfor ser det ud til, han er i gang med sin bedste sæson nogensinde.
Han er en både aggressiv, hurtig og skudstærk fyr, der hurtigt kan gøre det svært for Lodygin i Zenit-målet.
Zenit St. Petersborg – Hulk:
Når der bliver scoret for Zenit i Champions League, så er det næsten givet, at der er brasiliansk afsender på scoringen.
Hulk ér og bliver en trussel, og det er sandsynligvis også ham, der skal sørge for at læderkuglen ryger i mål. Med undtagelse af 0-0-kampen mod Monaco har han nettet både i holdets kvalifikation og første kamp i Champions League.
Et andet bud på en man-to-watch er venezuelanske José Salomón Rondón, der har scoret ni mål i løbet af de seneste 12 kampe, men han har ikke samme erfaring og styrke, som hans angribende makker besidder.
Under alle omstændigheder skal en af de to have snøret støvlerne godt på, hvis holdet skal have gøre sig forhåbninger om point.
Forventede startopstillinger:
Bayer Leverkusen:
Leno
Hilbert – Toprak – Spahic – Jedvaj
Brandt – Calhanoglu – Reinartz – Son
Bellarabi – Kießling
Zenit St. Petersborg:
Lodigyn
Anjukov – Neto – Garay – Smolnikov
Garcia – Faizulin
Arshavin – Danny – Hulk
Rondon
Bud på resultatet:
Bayer Leverkusen 2 – 1 Zenit St. Petersborg
Med henholdsvis tre og to scorede mål i dette års turnering er det ikke en målfestival, der er forventninger om i morgen. Begge hold er inde i en stime af uafgjorte resultater, og derfor kan det tænkes, at der er ekstra store forventninger om endelig at sikre sig tre point.
Hjemmeholdet ser lige nu ud til at være i den bedste form at de to hold, og derfor er budet en smal sejr over de russiske gæster.
Praktisk information:
Kampens dommer: Björn Kuipers (Holland)
Stadion: BayArena, Leverkusen
Spilletidspunkt: 22. oktober klokken 20.45
Vises på: Viasat Xtra og viaplay.dk