I den tidlige kamp tirsdag aften, tager CSKA Moskva imod tyske Bayern München i gruppe E. De tørner allerede sammen klokken 18:00.
Bayern München indtager andenpladsen i gruppe E, efter at de vandt med 1-0 mod Manchester City.
På førstepladsen finder man AS Roma, der besejrede CSKA Moskva med hele 5-1 for to uger siden.
Dermed skal Bayern bestræbe sig på at gøre romerne kunsten efter, mens CSKA vil gå efter ikke at tabe ansigt på hjemmebanen.
Fokus på holdene:
CSKA Moskva:
CSKA Moskva blev bogstavelig talt knockoutet i holdets første kamp i gruppe E. De mødte AS Roma på udebane, og kampen var dårligt i gang, før CSKA var kommet bagud. Romerne fortsatte de imponerende takter, og endte med at vinde opgøret med hele 5-1.
I den hjemlige liga har CSKA dog genfundet formen, hvor de har vundet de sidste to opgør. Det har dog begge været tætte kampe, hvor Moskva-klubben blot har vundet med et mål i hver kamp, henholdsvis 2-1 og 4-3 mod Khimik og Ural.
Bayern München:
I modsætning til CSKA Moskva, fik Bayern München en fin start på denne sæsons gruppespil. Bayern sikrede sig en 1-0-sejr på hjemmebane mod Manchester City i en kamp, som tyskerne dominerede.
Kampen måtte dog helt hen i overtiden, før den fandt sin afgørelse. I det 90. minut sendte Boateng et flot langskud ind til slutresultatet 1-0.
Siden den sejr har Bayern også hentet to komfortable sejre i Bundesligaen, hvor de først vandt 4-0 over Paderborn, mens de siden hen besejrede Köln med 2-0 på udebane.
Fakta:
– CSKA Moskvas eneste hjemmesejr i Champions League, blev skabt i sæsonen 2013/2014 mod FC Viktoria Plzen, som de slog med 3-2.
– CSKA har kun vundet en kamp, spillet en uafgjort og tabt fem i deres sidste syv hjemmekampe i Champions League-regi.
– Bayern Münchens udebane-rekord lød i sidste sæson på fire sejre, en uafgjort og et nederlag.
– Bayerns udebane-historik mod et russisk hold hedder fire sejre, tre uafgjorte og et nederlag.
– I holdenes indbyrdes kampe har Bayern München vundet begge opgør. Først 3-0 på hjemmebane i september måned 2013, og siden hen 3-1 i Moskva tilbage i november måned 2013 – begge kampe i Champions League.
Seneste nyt om holdene:
CSKA Moskva:
Hjemmeholdet må se bort fra en del spillere til aftenens opgør. Georgi Schennikov, Rasmus Elm og Vitinho er alle ude med skader. Derudover meldes Aleksandrs Cauņa tvivlsom.
Herudover har russerne også nogle spillere ude med karantæner. Det drejer sig om Pontus Wernbloom og Alan Dzagoev.
Bayern München:
Gæsterne fra Bayern har ikke nogle spillere, der skal afsone karantæner. Til gengæld har de også nogle aktører ude med skader, mens andre er tvivlsomme.
Holger Badstuber, Thiago Alcántara, Javi Martínez og Bastian Schweinsteiger meldes alle ude med skader. Franck Ribéry meldes tvivlsom til opgøret.
Hold øje med:
CSKA Moskva – Igor Akinfeev:
CSKA Moskvas keeper Igor Akinfeev kan naturligt nok få en nøglerolle tirsdag aften. Han virkede usikker i kampen mod AS Roma, men tidligere har han vist, at han er en klassekeeper.
Hvis han kan stå sit allerbedste i tirsdagens opgør, kan Bayern godt få udfordringer med at sende læderet i netmaskerne.
Bayern München – Thomas Müller:
Thomas Müller er en konstant trussel for ethvert forsvar. Han ser ikke synderligt farlig ud af statur, men manden kender kun en vej, og det er mod modstanderens mål.
Foruden at score, er Müller også dygtig til at finde sine medspillere. I denne Bundesliga-sæson har han scoret to mål og lagt op til to scoringer i blot seks kampe. Tirsdag aften kan blive Müllers aften.
Forventede startopstillinger:
CSKA Moskva (4-4-2):
Akinfeev
Fernandes – V Berezutski – Ignashevich – Schennikov
Tošić – Natcho – Eremenko – Milanov
Musa – Doumbia
Bayern München (4-2-3-1):
Neuer
Rafinha – Boateng – Dante – Alaba
Lahm – Alonso
Robben – Müller – Götze
Lewandowski
Bud på kampens resultat:
CSKA Moskva 0-4 Bayern München
Jeg tror på endnu et stort nederlag til CSKA Moskva. Når først Bayern Münchens velsmurte angrebsmaskine er kommet i omdrejninger, stopper den ikke, før dommeren har fløjtet for sidste gang.
Det kunne sagtens ske, at Müller og Lewandowski scorer to mål hver. Jeg tror i hvert fald på, at Bayern uden de store udfordringer, henter en storsejr.
Praktisk information:
Kampens dommer: William Collum (Skotland)
Stadion: Arena Khimki, Khimki
Spille-tidspunkt: 30. september klokken 18:00.
Vises på: TV3 Sport 1 og Viaplay.dk.