PFC Ludogorets Razgrad vandt i sidste runde en smal 1-0 sejr over FC Basel i Bulgarien, og nu byder FC Basel op til dans i Schweiz med håb om en sejr.
De to mandskaber, PFC Ludogorets og FC Basel mødte hinanden i sidste spillerunde, hvor de tørnede sammen i Bulgarien. Ludogorets kunne trække sig ud af det opgør som sejrherrer, da de sikrede sig en overbevisende 1-0-sejr.
FC Basels midtbanespiller, Serey Die trak et tidligt rødt kort, og dermed var vejen banet for en Ludogorets-sejr. Dog skulle vi helt frem til kampens døende minutter, før kampens enlige mål kom, og Ludogorets kunne sikre sig sejren.
For de to mandskaber bliver det lidt af en skæbnekamp, da vinderen af opgøret kommer til at ligge lunt i svinget til videre avancement i form af Europa League eller måske endda en 2.-plads, der sikrer en plads i playoff-kampene.
Fokus på holdene:
FC Basel:
Siden de to mandskaber mødte hinanden sidst, har Basel spillet 2 ligakampe, hvoraf de har vundet 1 og spillet 1 uafgjort. Basel indtager i øjeblikket dukserollen, og fører den schweiziske liga med to point foran FC Zürich.
Derudover har de spillet 1 kamp i den schweiziske ligacup, hvor de slog det noget mindre hold, Wohlen med 3-1.
FC Basel så svage ud sidst på udebane mod Ludogorets, og det var tydeligt, at de i offensiven manglede det ekstremt vigtige fyrtårn, Marco Streller. Dog kan man argumentere for, at kampen havde set noget anderledes ud, hvis ikke Serey Die var blevet vist ud forholdsvis tidligt inde i kampen.
Tirsdagskampen vil være Basels helt store chance, og de vil være nødt til at få en sejr for at holde sig pænt med i gruppe B.
PFC Ludogorets Razgrad:
Ludogorets har spillet to ligakampe, siden de mødte FC Basel på hjemmebane, og begge kampe har de vundet på overbevisende vis med cifrene 2-0 og 4-0.
I øjeblikket ligger PFC Ludogorets Razgrad på en 2.-plads i den bulgarske liga med 5 point op til førerholdet fra CSKA Sofia.
Ludogorets dominerede det første opgør fra ende til anden, og der var for alvor dømt skydetelt ned imod Basel-målet hele kampen igennem.
Et af de helt store lyspunkter fra det opgør var midtbanekreatøren, Marcelinho, der konstant var en trussel for Basel-forsvaret. Han bliver uden tvivl nøglen til en Ludogorets-sejr.
Vinder Ludogorets over Basel, vil de tilmed ligge godt i forhold til Basel og kan gøre sig forhåbninger om videre avancement i turneringen foran schweizerne.
Fakta:
– Ludogorets har vundet deres sidste 4 kampe og holdt clean-sheet i de sidste 5.
– Marcelo Díaz er igen til rådighed for FC Basel efter at have afsonet 3 spilledages karantæne, som han modtog efter kampen mod Valencia i sidste sæson.
– Ludogorets har vundet 13 kampe ud af 25 spillede i samtlige turneringer, de er med i.
– Marco Streller er ude med en diskusprolaps
– Ludogorets har fået 28 point i 14 ligakampe i denne sæson, hvilket er 3 færre end på samme tidspunkt i sidste sæson, hvor de lå på en 1.-plads i den bulgarske liga.
Seneste nyt om holdene:
FC Basel:
Ivan Ivanov, Marco Streller, Walter Samuel og Serey Die må alle se til fra sidelinjen i morgen, da de ikke er til rådighed til kampen.
Serey Die fik som bekendt et rødt kort i sidste rundes opgør, hvilket betyder, at han er karantæneramt.
Den uhyre vigtige angriber, Marco Streller, sidder ude med en diskusprolaps og Ivan Ivanov sidder ude med en knæskade.
Walter Samuel er meldt tvivlsom op til opgøret, og det er ikke nærmere defineret, hvad der skulle holde ham ude af opgøret.
PFC Ludogorets Razgrad:
Ludogorets har hele truppen klar til tirsdagens opgør med undtagelse af Yordan Minev, der har opnået grænsen for karantænepoint, da han fik raget et gult kort til sig i hjemmebaneopgøret imod FC Basel.
Derfor er han som ene mand ikke til rådighed imod FC Basel.
Hold øje med:
FC Basel – Shkelzen Gashi:
Nu hvor Marco Streller ikke er klar for FC Basel, må andre folk træde i karakter, og det har Gashi før vist, at han godt kan. Han har for tidligere klubber vist, at han er en særdeles målfarlig herre, og formåede også at komme på tavlen for FC Basel i deres seneste kamp.
Den 26-årige spiller med de albanske rødder er driblestærk, og formår fra kanten at lave nogle gode ryk ind i banen for at hakke på mål selv, men kan også at sætte sine medspillere op, hvis de er i en mere favorabel position end ham selv.
Gashi er ikke ligeså garant for mål som Streller er, men han er noget af det bedste Basel har at skyde med, når de må undvære Streller.
PFC Ludogorets Razgrad – Marcelinho:
Marcelinho var manden, der skulle holdes øje med i sidste rundes opgør, og det er ligeledes ham, som Basel-defensiven igen skal forsøge at holde fra fadet.
Dani Abalo spillede en fremragende kamp i Bulgarien imod Basel, og han skal bestemt også nævnes som en joker for Ludogorets, men han er ikke ligeså vigtig, som Marcelinho er.
Marcelinho er Ludogorets’ kreatør, og det er fra ham, at de målgivende afleveringer – og også målene – skal komme. Han er også en af de få spillere, der kan skabe noget på egen hånd.
Med sine 1,77 meter i højden er han en mand med et lavt tyngdepunkt, hvilket gør, at han snildt kan sætte tunge forsvarsspillere af og pludselig skabe en chance ud af ingenting.
Marcelinho er en mand, som man helt sikkert kan forvente sig noget af – og måske især imod et hold som FC Basel, hvor defensiven ikke er nær så prangende, som den er hos Liverpool og Real Madrid.
Marcelinho var også manden bag scoringen imod Real Madrid.
Forventede startopstillinger:
FC Basel:
Vaclik
Degen – Schär – Suchy – Safari
Elneny – Frei – Zuffi
Gonzalez – Embolo – Gashi
PFC Ludogorets Razgrad:
Stojanov
Caicara – Moti – Aleksandrov – Angulo
Dyakov – Espinho
Abalo – Marcelinho – Misidjan
Bezjak
Bud på resultatet:
FC Basel 0-1 PFC Ludogorets Razgrad
Ludogorets er en smule presset, hvis de taber til Basel tirsdag aften.
Basel vandt flot 1-0 over Liverpool hjemme, da de to hold tørnede sammen, og derfor ville det være godt for Ludogorets, hvis de kunne stå tilbage og have vundet begge indbyrdes opgør imod FC Basel.
FC Basel mangler deres helt store, offensive drivkraft i form af Marco Streller, og jeg tror, at det vil blive en hæmsko for schweizerne. De fik godt nok en udvisning tidligt i de første opgør, og den har uden tvivl haft stor betydning for FC Basels spil resten af den kamp, men det var på ingen måde flot spil, som Basel diskede op med, og de fik ikke skabt chancer for alvor.
Normalt er Basel vant til at have Marco Streller, som de kan spille den op på, men det kan de ikke benytte sig af til dette opgør, og derfor må de finde på noget helt andet, som måske ikke er ligeså effektivt.
Grunden til, at jeg tror, at kampen bliver 1-0 er fordi, at Ludogorets generelt ikke er et målproducerende hold. De virker ret uskarpe på de chancer de får, og formår ikke at være kliniske nok, og skal derfor bruge mange chancer på at score få mål.
Ludogorets scorer mange af deres mål på omstillinger, og eftersom FC Basel er hjemme, vil FC Basel forsøge at dominere spillets gang, og det passer som regel Ludogorets godt.
Der er ihvertfald ingen tvivl om, at det bliver en tæt kamp, og derfor tror jeg, at Ludogorets godt kan trække det længste strå og hive en smal 1-0-sejr.
Praktisk information:
Dommer: Stéphane Lannoy (Frankrig)
Stadion: St. Jakob-Park, Basel
Spille-tidspunkt: 4. november, klokken 20.45
Vises på: Viasat Xtra 3 og Viaplay.dk