De to førende hold i gruppe G mødes tirsdag aften i Gelsenkirchen i en kamp, hvor Chelsea kan kvalificere sig til knockoutfasen.
Mens Schalke leverer meget svingende resultater i Bundesligaen, er der ingen slinger i valsen for Chelsea i Premier League, hvor de har vundet de sidste tre kampe og ligger suverænt nummer et.
Fokus på holdene:
Schalke 04:
Efter en katastrofal sæsonstart er man i Schalke efterhånden begyndt at finde et mere passende niveau. Resultaterne i Bundesligaen er stadig for svingende, men det er med klar fremgang i forhold til starten af sæsonen. Senest slog man Wolfsburg med 3-2 på hjemmebane i en kamp, der blev vundet i første halvleg, hvor Schalke 04 var foran 3-0 efter bare 25 minutter. Med to mål i den kamp overhalede Choupo-Moting den rutinerede Huntelaar på den interne topscorerliste.
I Champions League løb man ind i sæsonens første nederlag, da man ude tabte 4-2 til Sporting Lissabon. Inden den kamp er det blevet til en 4-3 sejr i det omvendte opgør mod Sporting samt to 1-1 kampe mod henholdsvis Chelsea og Maribor.
Chelsea:
Hos Londonerne kører det på skinner i øjeblikket. I deres seneste 10 kampe i alle turneringer har de kun mistet point to gange via to uafgjorte kampe mod henholdsvis Manchester United og Maribor.
I Premier League er de efter 12 runder stadig ubesejrede. De har vundet de seneste tre kampe – blandt andet på udebane mod Liverpool. Diego Costa bliver ved med at score og med sit ene mål i weekenden mod West Bromwich, er han nu oppe på 11 scoringer i ligaen.
I Champions League har man ikke været helt så sikker i sine resultater, som man har været i den hjemlige liga. To uafgjorte i deres fire kampe indtil nu er det blevet til. Man ligger dog stadig nummer 1 og kan sikre sig videre deltagelse tirsdag aften mod Schalke.
Fakta:
– De to hold mødtes også i sidste sæson. Her blev det til to 3-0 sejre til Chelsea.
– Schalke har den tidligere Chelsea-manager Roberto di Matteo i spidsen.
– Schalke har ikke vundet de sidste fem hjemmekampe mod engelske hold. Tre nederlag og to uafgjorte.
– Chelsea har ikke tabt til et tysk hold siden 23. november 2011, hvor de tabte 2-1 mod Bayer Leverkusen. Chelsea vandt senere turneringen.
– Chelsea er videre fra gruppen med en sejr eller en uafgjort, hvor de scorer mindst to mål.
Seneste nyt om holdene:
Schalke 04:
Det er et meget svækket tysk mandskab, der tager imod Chelsea tirsdag aften. De må undvære Julian Draxler, Jefferson Farfan og Sead Kolasinac, mens Fabian Giefer, Leon Goretzka, Chinedu Obasi og Sidney Sam alle er tvivlsomme.
Chelsea:
Englænderne med Mourinho i spidsen har til gengæld stort set en helt klar trup. Fabregas og Remy har begge været skadede, men de deltog begge i weekendens kamp mod West Bromwich.
Hold øje med:
Schalke 04:
Eric Maxim Choupo-Moting – Angriberen lavede to mål i weekenden mod Wolfsburg. Han har overhalet Klaas-Jan Huntelaar og er nu den mest scorende Schalke-spiller i Bundesligaen. Meget af modstandernes fokus ligger ofte på Huntelaar, hvilket kan give plads til Choupo-Moting.
Chelsea:
Cesc Fabregas – Mens Diego Costa bliver omtalt mest, skal man huske, hvem der fodrer ham. Fabregas er kommet tilbage til Premier League med lyn og torden, og han er nu den hurtigste nogensinde til at nå over 10 oplæg på en sæson. Han var fraværende i begge Spaniens kampe i landskampspausen, men han var med for Chelsea i weekenden, hvor han lagde op til 2-0-målet.
Forventede startopstillinger:
Schalke 04:
Fahrmann
Uchida – Neustädter – Höwedes – Fuchs
Santana
Höger – Kirchoff – Boateng
Choupo-Moting – Huntelaar
Chelsea:
Courtois
Ivanovic – Cahill – Terry – Azpilicueta
Matic – Fabregas
Willian – Oscar – Hazard
Costa
Praktisk information:
Kampens dommer: Jonas Eriksson (Sverige)
Stadion: Stadion Gelsenkichen
Spille-tidspunkt: 20.45
Vises på TV-kanal: TV3 Sport 1 og Viaplay