FC Barcelona var favoritter i aftenens opgør, og de formåede også at sikre sejren, på trods af, at Manchester City fik et straffespark. Barca vandt 1-0.
Manchester City skulle på en vanskelig opgave, da de her til aften mødte FC Barcelona på Camp Nou. Citys manager Manuel Pellegrini havde før kampen udtalt, at man skulle levere samme indsats som man gjorde i anden halvleg af det første møde, men denne gang over hele kampen.
Sådan gik det ikke, derimod mindede kampens udvikling meget om det første møde. FC Barcelona dominerede kampens begivenheder, og de kom frem til flere store muligheder.
Neymar fik kampens første store chance, da han modtog bolden fra Dani Alves, der havde erobret den fra Vincent Kompany. Neymar var i fri position, men hans afslutning tog stolpen og gik ud til målspark.
En storspillende Lionel Messi var flere gange arkitekten bag chancer, mens han også selv kom frem til nogle gode muligheder.
I det 31. minut fik hjemmeholdet så endelig bolden i nettet efter deres massive pres. Messi sendte en centimeter præcis aflevering til Ivan Rakitic, der tæmmede bolden og lagde den over en fremadstormende Joe Hart til 1-0.
Ni minutter senere var Barca tæt på at udbygge føringen. Messi fik bolden taget lidt heldigt med, hvorefter han fandt Neymar i en fri position. Neymar valgte denne gang ikke at afslutte, men i stedet spille bolden videre. Desværre for værterne var afleveringen for upræcis, så City-forsvaret fik clearet.
Bare tre minutter senere var Luis Suarez så tæt på at score til 2-0. Han modtog en flot aflevering fra Neymar, og Suarez forsøgte at sende bolden i nettet med et lob, men bolden tog i stedet stolpen og røg tilbage i spil.
Der blev dog ikke scoret mere i første halvleg, og dermed stod der 1-0 på måltavlen ved pause-teen.
Ligesom det var tilfældet i parternes første møde, så fik Manchester City svaret bedre fra sig i anden halvleg. Yaya Toure og James Milner kom frem til gode muligheder, men skarpheden til at sende kuglen i nettet manglede.
Efter 64 minutters spil slog FC Barcelona kontra, hvor Lionel Messi kom frem i en fri position med Joe Hart, men Messi nåede ikke at afslutte, efter at han fik driblet forbi Hart. Bare minuttet senere havde Messi igen chancen for at score, men atter en gang formåede han ikke at score.
I det 75. minut kunne Barca have scoret målet til 2-0 igen, igen. Neymar var denne gang alene med Joe Hart. Brasilianeren fik dog ikke afsluttet optimalt, og Hart var igen den store redningsmand for englænderne.
Efter 77 minutters spil fik Manchester City den ultimative chance for at udligne. Dommeren pegede på pletten, efter at Sergio Agüero var blevet nedlagt i feltet.
Den argentinske angriber valgte selv at sparke, og det viste sig ikke at være en god beslutning i denne situation. Hans afslutning blev snuppet af ter Stegen i Barca-målet.
Med fire minutter tilbage af kampen, fandt Messi igen en medspiller i dybden. Luis Suarez modtog bolden, men igen vandt Hart duellen.
Kort før tid kunne Messi selv komme på måltavlen, men det var bare en kendsgerning i aften, at Messi ikke skulle passere Joe Hart.
Der blev ikke scoret mere i kampen, og dermed vandt Barcelona med 1-0. Det betyder en samlet sejr på 3-1, og de er nu klar til kvartfinalerne.
Der trækkes lod til kvartfinalerne på fredag klokken 11.00 dansk tid.