Liverpool skulle tirsdag aften op imod de bulgarske Champions League-debutanter Ludogorets. Gerrard sikrede Liverpool sejren i overtiden, da de vandt 2-1.
Liverpool FC havde ikke været i Champions League, siden sæsonen 2009/2010. Derfor var forventningerne høje, da det rødklædte mandskab gik på banen på Anfield Road til den traditionsrige CL-hymne.
Aftenens modstander var CL-debutanterne, bulgarske Ludogorets.
Efter en jævn indledning på kampen, hvor spillede bølgede frem og tilbage, kom Liverpool frem til en mulighed i det 21. minut.
Balotelli modtog bolden udenfor feltet, og efter at have driblet nogle modspillere, valgte han at afslutte. Steven Gerrard opsnappede riposten, men anføreren blev reddet af Milan Borjan i målet.
Liverpool havde grundlæggende vanskeligt ved at tilspille sig de store muligheder, men kort for første halvlegs afslutning kom Adam Lallana frem til en god mulighed, men desværre for hjemmeholdet tøvede han for længe.
Dermed var det fortsat 0-0 ved pause-teen.
I starten af anden halvleg kom Javi Manquillo til en stor mulighed, da bolden tilfældigt landede for hans fødder.
Han formåede dog ikke at bevare roen, og i stedet sendte han sin afslutning et godt stykke over Ludogorets-målet.
Fabio Borini kom også frem til en god mulighed, men hans hovedstød blev placeret direkte på keeperen, og således stod det fortsat 0-0.
Ludogorets virkede grundlæggende meget upåvirkede af situationen. Ligesom i Europa League var de ikke bange for at gå højt op på modstanderens banehalvdel og presse på, selvom det ikke gav synderligt pote i størstedelen af kampen.
Men mod kampens afslutning kom der endelig bevægelse i netmaskerne. Efter 81 minutters spil kunne Liverpools nyindkøb Mario Balotelli køligt bringe sit mandskab foran.
Italieneren modtog bolden i feltet og brugte sin råstyrke til at score sikkert i det fjerneste hjørne til 1-0.
Liverpool så ud til at snuppe sejren, men så fik Ludogorets pludselig udlignet. De vandt bolden oppe på egen banehalvdel, hvorefter Dani Abolo blev spillet flot i dybden af Younes.
Abolo udnyttede chancen sikkert, og bragte debutanterne tilbage i kampen. 1-1. Men to minutter inde i overtiden, sikrede Liverpool alligevel sejren.
Ludogorets’ målmand Borjan ville tæmme bolden, men så røg den for langt væk, og han blev nødt til at gå ned i en tackling. Han ramte sin modstander, og dommeren drømte straks straffespark.
Steven Gerrard skulle tage sparket, og han plejer som bekendt, at være sikkerheden selv på straffespark. Det var han også i denne episode, hvor han sparkede i modsatte side af hvad målmanden sprang, og således kunne han sikre Liverpool en sejr på 2-1 og dermed alle tre point.
Liverpool ligger nu nummer to i gruppe B, efter at Real Madrid vandt 5-1 mod FC Basel her til aften.