Benficas målmand Artur blev udvist, og fra bænken kunne han se sit hold tabe 2-0 til aftenens modstandere fra St. Petersborg.
Zenit Saint Petersborg fortsætter sin forrygende 2014-15-sæson, da holdet i aften kunne rejse hjem fra Portugal med en 2-0-sejr over Benfica.
Holdets brød af en angriber, Hulk, bragte gæsterne foran efter bare fem minutter, da han chippede en stikning over hjemmeholdets målmand, Artur.
Blot et kvarter senere løb selvsamme mand endnu engang med rampelyset, da han væltede Zenits Danny omkuld uden for feltet. Kampens norske dommer Svein Oddvar Moen var ikke i tvivl om, at den forseelse skulle straffes med det røde kort. Derfor måtte Artur pænt takke af, mens andenvalget Paulo Lopes blev skiftet ind til fordel for angriberen Talisca.
Paulo Lopes fik ikke mere end små fire minutter på banen, før russerne igen kunne juble over en scoring. Frisparket dømt sammen med det røde kort blev rettet af til hjørne, og her blev læderkuglen sendt lige i panden på belgiske Axel Witsel. Lopes så faktisk ud til at have reddet bolden, men dommer og tv-billeder kunne afsløre, at den lige akkurat nåede ind over stregen.
De efterfølgende minutters tv-billeder afslørede opgivende portugisere, der med en mand i undertal og 0-2 imod sig let kunne falde helt ud af kampen.
De tanker fik hjemmeholdet dog hurtigt kastet af sig. Kampens i forvejen høje tempo og aggressive spil fortsætte det meste af halvlegen, hvor perioder med powerplay af Benfica sagtens kunne være endt i en scoring.
Da kampen gik ind i anden halvleg blev spillet dog mere fysisk og uskønt, og hvor holdenes aggressivitet tidligere havde sørget for fest foran begge mål, så blev det vekslet til skub og trilleri på græsset.
Den adfærd fik også kampen til at falde i intensitet. Benfica havde nogle ture mod russernes mål, men der var gæsterne gode til at opsnappe bolden og lave en hurtig omstilling. Dog uden succes foran mål. Farligste forsøg var fra målscorer Hulk, der fra kanten var tæt på at snyde bolden ind ved fjerneste stolpe. I stedet sendte indersiden af pælen bolden ud af kassen.
Sidste kvarter kunne sagtens være undværet. Kræfterne var ved at være brugt op i den portugiske lejr, mens russerne ikke var sultne efter at udbygge føringen.
Derfor endte kampen også 0-2, og det resultat sender Zenit op på gruppens førsteplads, da Monaco “kun” formåede at besejre Leverkusen med 1-0.