Leverkusen var overlegne i store dele af kampen mod Monaco, men klubben fra fyrstedømmet kunne alligevel fejre en vigtig 1-0-sejr efter 90 minutter.
Der var lagt op til en intens affære, da AS Monaco tog i mod Bayer Leverkusen på Stade Louis II. Holdene spiller i den, på papiret, utrolig tætte gruppe C, og vigtigheden af en sejr kunne ikke understreges nok inden startfløjtet.
Og der var tryk på fra kampens start. Allerede efter 1 minut appellerede Monacos Ferreira-Carrasco for straffespark, da han blev hægtet i feltet af Stephan Boenisch. De første 10 minutter havde Monaco generelt godt styr på tingene, og Leverkusen formåede sjældent at holde i bolden. Derfra og til dommer Královecs pausefløjt stod der dog Leverkusen malet med stor, fed skrift over resten af 1. halvleg. Først havde tyskerne gode forsøg fra Castro og Chalanoglu, og siden da åd de sig stille og roligt ind i opgøret.
Leverkusens øgede boldbesiddelse kastede en del små chancer af sig, men det brændte først for alvor på for hjemmeholdet, da Karim Bellarabi fik en gigantisk friløber efter 35 minutter. Bellarabi var blevet sat flot op af Hakan Chalanoglu, men kantspilleren afsluttede på kikset vis. Herefter burde både Son og Castro have bragt Leverkusen foran, men Monaco kom helskindet til pause med 0-0.
Fra 2. halvlegs start fortsatte Leverkusen det gode spil fra de første 45 minutter, og efter 50 minutters spil udfordrede stortalentet, Tin Jedvaj, Subasic i Monaco-målet med en hård afslutning. Det var som om, at Leverkusen bare manglede at slå den rigtige aflevering til deres topscorer, Stefan Kiessling. Den store tysker lurede konstant i feltet, men hans holdkammerater formåede ikke at sætte ham retmæssigt op.
Efterfølgende tabte Leverkusen så småt momentum, og det blev hårdt straffet. Under et angreb mistede tyskerne bolden, og Monacos venstreback, Kurzawa, drev flot bolden frem ad venstreflanken. Langt oppe på Leverkusens banehalvdel slog han bolden ind mod Dimitar Berbatov, som flot og elegant lagde bolden af med hovedet til en fremstormende Joao Moutinho. Portugiseren tæmmede bolden, og via Emir Spahics fod fik han sparket bolden forbi en sagesløs Bernd Leno.
1-0-scoringen rystede tydeligvis Leverkusens unge mandskab. Monaco fik derimod ny energi, og i minutterne efter målet havde franskmændene flere gode chancer. Leverkusen-træner, Roger Schmidt, reagerede bl.a. ved at tage urutinerede Tin Jedvaj ud, og senere gik Schmidt over til sin, fra tiden i Salzburg, velkendte 4-4-2. Lars Bender gik ud, og blev erstattet af den schweiziske angriber, Josip Drmic. Den offensive satsning skabte chancer i begge ender, hvor bl.a. Hakan Chalanoglu var tæt på med et godt langskud.
Til trods for et tungt pres i kampens sidste minutter kom Leverkusen aldrig rigtig tæt på, og så kunne Monaco rejse videre i gruppe C med 3 vitale point i bagagen.