Real slog Liverpool og vandt Champions League

Foto: Shutterstock

Lørdag aften bragede Real Madrid og Liverpool sammen i denne sæsons Champions League-finale, hvor Real trak det længste strå og vandt med 1-0.

Tilbage i 2018 vandt Real Madrid over Liverpool i Champions League-finalen med 3-1, så The Reds havde revanche til gode, da de lørdag aften atter stod overfor Real i finalen.

Premier League-mandskabet startede kampen bedst og satte Carlo Ancelottis tropper under pres, hvilket udmøntede sig i flere udmærkede afslutinger fra Sadio Mané og Mohamed Salah.

Real Madrid fik dog afværget trykket fra englænderne, og ved pausen var stillingen fortsat 0-0 efter 45 intense minutter.

Et kvarter inde i 2. halvleg gjorde Real dog ondt på Liverpool, da Vinicius Jr. prikkede et indlæg fra Federico Valverde i kassen til stillingen 1-0.

Det skulle også vise sig at blive kampens slutresultat, og Real kunne dermed fejre deres 14. Champions League-titel.

Flere overskrifter endte dog med at gå til det store kaos, der var uden for stadion før kampen, som betød en udsættelse af finalen på 36 minutter.