Real Madrid var her til aften meget tæt på at sætte alt over styr, da de med nød og næppe vandt 4-3 mod et sprudlende Schalke 04-mandskab.
Real Madrid havde solide kort på hånden, før aftenens kamp blev skudt i gang. Real havde vundet 2-0 i det første opgør på udebane. I aften kom Schalke 04 på besøg og de var sultne efter succes.
Hjemmeholdet var fuldstændigt passive i de første 15 minutter af kampen, hvor Schalke var stærkt dominerende i offensiven. Efter 20 minutter kunne Real ikke længere holde Schalke fra at score.
Klaas Jan Huntelaar sendte et indlæg ind fra højre side. Allerbagerest på kanten af feltet stod Christian Fuchs fuldstændigt umarkeret. Han tæmmede bolden og sendte et missil af sted. Iker Casillas havde hænderne på, men han kunne ikke fange bolden, før den lå i nettet. 1-0 og Real Madrid lignede en groggy bokser, der nærmest ikke var trådt ind i ringen, i hvert fald ikke mentalt.
Real Madrid fik dog svaret igen kort efter, og hvem andre end Cristiano Ronaldo skulle sørge for balance i regnskabet. Real fik et hjørnespark som Toni Kroos med skarp præcision fik sendt ind i panden på Ronaldo.
Det udlignende mål fik dog ikke Schalke 04 til at miste pusten, snarere tværtimod. I det 39. minut kom Klaas Jan Huntelaar frem til en skudmulighed, da han kanonerede bolden op på overliggeren uden chance for Iker Casillas.
Bolden røg dog ud af farezonen, men minuttet senere viste hollænderen endnu mere kynisme. Storspillerende Max Meyer afsluttede udefra, og Casillas kunne ikke holde skuddet, som han fik sendt lige ud for fødderne af Huntelaar, der bragte gæsterne foran for anden gang i kampen.
Men bedst som Schalke troede, at de kunne gå til pause med en kneben føring, kom Ronaldo igen højest på et indlæg. Denne gang var det landsmanden Fabio Coentrao, der sendte bolden ind fra venstresiden. Ronaldo luntede først lidt på kanten af feltet, men da han kunne lugte et indlæg komme, spurtede han mod bagerste stolpe, hvor han umarkeret kunne heade sit mandskab tilbage i opgøret.
Ronaldos anden scoring var samtidig en ny rekord, da det var hans mål nummer 78 i Europa, mens det var hans mål nummer 75 i Champions League-regi, hvilket er en tangering af Lionel Messis scoringsrekord. Der stod dermed 2-2 ved pausefløjtet.
Anden halvleg startede som første, hvor Schalke fortsat dominerede, mens Real havde svært ved at finde takterne. En enkeltmandspræstation af Karim Benzema fik dog værterne i front for første gang i opgøret. Franskmanden spillede en kombination med Coentrao, inden han brugte skudfinten og på den måde fik driblet sig gennem Schalkes defensiv og køligt sagde den ind til 3-2.
Reals fornemmelse for et lille overtag fik dog en brat opvågning blot fire minutter senere. 19-årige Leroy Sane ville også deltage i denne målfest. Han tog et træk på kanten af feltet og lagde bolden over i det lange hjørne. 3-3 og nu var der atter spænding i opgøret, som Schalke skulle vinde med to mål for at avancere til kvartfinalerne.
Real Madrid-fansene var ikke tilfredse med spillet på banen, men efter 58 minutter jublede de som om, at de havde vundet kampen allerede. Luka Modric gjorde comeback efter en lang skadespause og fik dermed de sidste små 35 minutter på banen, hvor han leverede overbevisende.
Real Madrid kom frem til nogle gode chancer til sidst, men effektiviteten manglede i disse situationer, og det kom til at koste i modsatte ende. Huntelaar modtog bolden i dybden, og han bankede bolden ind til 4-3 ved hjælp af overliggeren.
Nu skulle Schalke altså score en enkelt gang mere for at levere nyere tids helt store sensation i Champions League-historien. Først var det Sane, der forsøgte sig fra distancen og kort efter kunne anfører Benedict Höwedes afslutte, men i disse sekvenser var Iker Casillas vågen og holdt bolden ude af rosen.
Opgøret endte dermed med en 3-4 på måltavlen i Schalkes favør, og det betyder, at Real Madrid er videre med 5-4 samlet.
Det var samtidig også Real Madrids første nederlag på hjemmebane i Champions League-sammenhæng siden april måned 2011 til FC Barcelona, hvor de tabte 2-0 til FC Barcelona i den første semifinale-kamp, altså 21 Champions League-kampe nåede de som ubesejrede.