Arsenal kom til Belgien med mange skader og en dårlig sæsonstart i bagagen. Belgierne havde runden forinden tabt stort til Dortmund på eget græs og havde en del at bevise.
Det var et Anderlecht-hold, der startede ud med at stå langt tilbage på banen. Den respekt udnyttede Arsenal til at sætte sig på kampen fra starten. De fik hurtigt gang i det velkendte pasningsspil, mens Anderlecht lå og lurede på omstillingen.
Selvom det unge belgiske mandskab viste respekt for deres modstander, viste de alligevel, at de var i stand til at spille fodbold. De forsøgte sig med et meget direkte spil, og det tvang Arsenal spillerne til at gå hårdt ind i dueller. I det 9. minut gik Arsenals Monreal lidt for hårdt ind i en tackling og modtog kampens første gule kort.
Begge hold virkede ivrige efter at angribe, når de havde bolden. Desværre var præcisionen i de afgørende afleveringer ikke god nok på nogle af holdene. Efter et kvarters spil havde der ikke være en reel målchance.
Anderlecht gav flere frispark 30-35 meter fra målet. De havde svært ved at kontrollere Welbeck, der ofte trak ned i banen for at modtage bolden. Til gengæld blev belgierne ved med at true Arsenal med deres farlige omstillinger.
Da uret rundede den halve time stod det klart, at Anderlechts venstre side, med Acheampong som hovedrolleindehaveren, var deres bedste våben. Arsenal spillede som altid med mange pasninger og højt tempo.
Hen mod slutning af første halvleg kom Anderlecht bedre med. I det 41. minut fik de deres femte hjørnespark i kampen, men som de fire andre løb det ud i ingenting. Arsenals problemer med at omsætte boldbesiddelse til chancer blev tydligere, som pausen nærmede sig.
Første halvleg sluttede 0-0 i en kamp, der var overraskende lige. Begge mandskaber havde gode gennemspillede angreb, men fik aldrig skabt de store chancer.
Efter pausen
Anderlecht kom godt ud til anden halvleg. Et velspillet angreb i belgiernes venstreside gav Conte muligheden fra 15 meter, men skuddet blev blokeret og det efterfølgende hjørnespark clearet. Minuttet efter havde Arsenal også en mulighed, men Proto fik reddet.
Da der var spillet 55 minutter fik Arsenal endelig spillet sig igennem Anderlechts forsvar. Sanchez modtog bolden i dybden i højresiden og lagde den ind i feltet til Ramsey. Han fik dog aldrig ordentligt træf på bolden og måtte se sin afslutning gå forbi.
Tempoet og intensiteten var stadig skruet helt i vejret efter en times spil. Anderlecht var kommet til flere gode chancer, men igen var Arsenal farligst. En lynhurtig kontra sendte Carzola afsted på venstrekanten. Han trak ind i banen og afsluttede, men måtte se Proto afværge skuddet med en flot benparade. Dette var Protos anden gode redning i halvlegen.
Welbeck tog et løb tilbage og trak i nødbremsen for at stoppe en Anderlecht-omstilling. Det kostede et gult kort efter 66 minutter.
Arsenal havde meget af tiden bolden, men kom aldrig frem til store chancer. Det gjorde Anderlecht til gengæld. I det 71. snuppede Anderlecht bolden. Praet blev sendt afsted i højresiden, og efter nogle driblinger sendte han et indlæg ind i feltet. Najar nåede først på bolden og headede på fornemmeste vis Anderlecht foran. 1-0 stod der til værterne.
Arsene Wenger reagerede prompte. Flamini og Welbeck blev erstattet af Oxlade-Chamberlain og Campbell i det 75. minut.
I det 78. minut kom Arsenal igen i problemer. Endnu engang var det Najar, der voldede englænderne problemer. Han driblede ind i feltet, afleverede bolden på tværs, hvor Vanden Borre snørklede ramte krydset.
To minutter efter blev Carzola nedlagt foran Anderlechts felt. Det kostede et gult kort til Deschacht. Det tog Sanchez sig af, og han fik akkurat drejet det for langt, da han sigtede efter det lange hjørne, så bolden endte i sidenettet.
Anderlecht brugte deres første udskiftning efter 83 minutter. Ind kom Suarez til fordel for Cyriac. Samtidig kom Podolski ind i stedet for Wilshere på det engelske hold.
Efterfølgende havde Anderlecht to kæmpe chancer. Defour fik banket på kassen men Martinez parerede flot. I slutfasen pressede Arsenal på, men det efterlod dem også sårbare for kontraangreb.
Kampen blev hektisk i de døende minutter, og det lukrerede Arsenal på. Chambers luskede med op på højrekanten og slog et hårdt og præcist indlæg til bagerste stolpe. Her dukkede backkollegaen Gibbs op og bankede læderet ind bag Proto. Et minut var der tilbage af den ordinære spilletid og kampen stod lige, 1-1.
Anderlecht gik i opløsning, men det skulle blive meget værre. Et minut inde i overtiden havnede bolden hos Sanchez, der lidt heldigt fik den med mod baglinjen. Han sendte den hårdt indover i noget, der lignede et skud. Det havnede for fødderne af indskiftede Podolski, der sikkert kanonerede kuglen i kassen. 1-2 til Arsenal.
Belgierne var lamslåede og kampen endte 1-2.