AS Monaco tog hjemme imod SL Benfica i et hårdt kæmpet opgør, hvor ingen af holdene for alvor turde satse, og kampen endte derfor uafgjort.
Kampen startede ud i et højt tempo, hvor der blev skabt et par fine chancer. Tættest på kom Lucas Ocampos, som brændte en gigantisk chance efter et flot opspil. Benfica havde problemer med at tøjle den franske offensiv, og efter omkring ti minutters spil begik Eliseu et professionelt frispark i en farlig position. Monaco fik dog ikke udnyttet den ellers gode mulighed.
Kampen fortsatte i et hæsblæsende tempo, men ingen af holdende formåede virkelig at udnytte den ellers store mængde plads imellem kæderne. Inden for de første tyve minutter opstod der kun sporadisk chancer. Benfica havde de bedste tilbud; dog uden at blive rigtig giftige.
Efterfølgende satte en masse afbrydelser en lille stopper for kampen, og tempoet dalede en anelse.
Med ti minutter til pause måtte Leonardo Jardim se sig nødsaget til at skifte den rutinerede måltyv, Dimitar Berbatov ud som følge af en skade, han pådrog sig efter en afslutning, mens den noget yngre Anthony Martial erstattede bulgareren.
Kort før halvlegen kom Benfica pludselig frem til en kæmpe chance efter et skarpt indlæg, men Lima svigtede fra kort hold.
Første halvleg sluttede af med høj intensitet, og nærkampene var præget af øget fjendskab.
Straks inde i anden halvleg blev Anthony Martial spillet fri i dybden, men også han misbrugte med et skud snært forbi den fjerneste stolpe. Ligesom før pausen bølgede kampen frem og tilbage uden hverken Monaco eller Benfica fik kontrollen. Portugisernes bedste mulighed i det første kvarter var et indlæg, der blev headet på tværs som Lima lige akkurat ikke nåede frem til.
Umiddelbart efter lavede Gaitan en fræk tunnel, inden han fra en fri position sparkede lige på Subasic.
Midt i anden halvleg slog Benfica kontra, hvor Eduardo Salvio blev spillet helt fri, men endnu engang blev målmanden Subasic den store. Monaco fik næste store mulighed, da Kondogbia pandede læderet ved siden af efter et hårdt slået hjørnespark.
Med et kvarter igen begik Lisandro López et grimt frispark, der kostede ham sit andet gule kort, og Benfica måtte derfor færdiggøre kampen med blot ti mand på banen.
Monaco pressede på i kampens sidste minutter mere på, men forløsningen kom ikke for franskmændene, og kampen sluttede dermed 0-0 i en intens fight.