De seneste fire års hollandske mestre fra Ajax er i denne Champions League-sæson havnet i gruppe F, hvor de skal duellere mod FC Barcelona, APOEL og Paris Saint-Germain.
Fakta:
Fulde navn: Amsterdamsche Football Club “Ajax”
Kaldenavn:“De Joden”, “Godenzonen”, “De Ajacieden”og “Lucky Ajax”
Land: Holland
Grundlagt: 18. marts 1900
Dragtfarver: Rød og hvid
Stadion: Amsterdam ArenA
De største resultater i Champions League:
Vindere: 1970-71, 1971-72, 1972-73, 1994-95
Flankeret af Rinus Michels’ totalfodbold kunne Johan Cruyff og resten af Ajax-holdet fejre tre fænomenale sæsoner, hvor holdet ikke blot fik skrevet holdnavnet på Europas flotteste pokal – holdet vandt også alle sine hjemmekampe i to hele sæsoner. 46 styks.
Efter en lang periode med knap så imponerende resultater i turneringen fik klubben på ny fundet champagneflaskerne frem, da holdet i 1995 kunne skrive den fjerde CL-titel på CV’et. Èn af de daværende spillere kan fortsat findes på holdet. Frank de Boer.
Holdets cheftræner:
Navn: Franciscus “Frank”de Boer
Født: 15. maj 1970
Nationalitet: Hollandsk
Cheftræner siden: December 2010
Trænerkarriere: AFC Ajax
Det er i år 10 år siden, at Frank de Boer sidst trak den orange landsholdstrøje over hovedet, mens det blot er otte år siden, at han helt parkerede fodboldstøvlerne på skohylden.
Ikke desto mindre har den 44-årige hollænder haft massiv succes som Ajax-træner, hvor han indtil videre ikke har tabt et eneste hollandsk mesterskab.
Som aktiv var Frank de Boer med til at vinde Champions League i 1994-95, da han fra sin forsvarsposition kunne se Patrick Kluivert score det afgørende 1-0-mål, der sikrede pokalen til Amsterdam-klubben.
Generelt har Frank de Boer hele sit liv været yderst dedikeret til Ajax. Som barn startede han i Ajax’ ungdomsrækker, og som 18-årig debuterede han i Æresdivisionen. 11 år, 328 kampe og fem hollandske mesterskaber blev det til, før han i 1999 tørnede ud for FC Barcelona. Små fire år i den catalanske hovedstad nåede han, før han i perioden 2003-06 år levede et sandt nomadeliv med kampe for først Galatasaray, Glasgow Rangers og til sidst Al-Rayyan og Al-Shamal i Qatar.
Dedikationen til hovedstadsklubben fortsatte ind i trænerkarrieren, hvor græsset knapt var vasket af knæene, før de Boer stod i spidsen for Ajax’ungdomshold. Fire år for de unge gudesønner endte med en kontrakt for Æresdivisionsmandskabet, som indtil videre løber til 2017.
Ved siden af ungdomsholdet havde Frank de Boer også en nebengeschæft som assistenttræner på det hollandske landshold. Det var han i perioden 2008-10. Et landshold, som han selv var en del af i perioden 1990-2004 – uden dog at opnå samme store resultater.
Analyse af Ajax’ hold:
Danskerkoloni er en betegnelse for den hollandske hovedstadsklub, der ikke kunne være mere rigtig. Med tilgangen af Niki Zimling tæller Ajax nu seks danskere inklusiv Markus Bay på ungdomsholdet.
Nytilkomne Niki Zimling er med til at trække aldersgennemsnittet op, for størstedelen af holdet har en fødselsattest, der afslører, de er født i 1990’erne. Mange af spillerne kender også hinanden fra ungdomsholdet, hvor de allerede der har lært hinanden godt at kende.
Målmænd:
Med afgangen af Kenneth Vermeer har Ajax været på indkøb i Zwolle og hentet 297-kamps-keeper Diederik Boer. Indtil videre har han dog ikke fået et minut på banen, da det fortsat er Jasper Cillesen, der vogter. Det tyder på en klar rollefordeling foran nettet.
Forsvaret:
Med undtagelse af finske Niklas Moisander og hollandske Mike van der Hoorn er forsvarsspillerne egenavl.
I forhold til forrige sæson er der ikke sket nogen udskiftninger, og derfor er det spændende at se, om det er muligt at holde samme standard som sidste år, hvor holdet i Æresdivisionen kun lukkede 28 mål ind.
Der er rykket et par drenge op fra ungdomsrækkerne, men ellers kender alle forsvarerne hinanden. Kendskabet og endnu et års erfaring i den bedste hollandske række skal stå sin prøve, hvis holdet skal løfte niveauet og måske overgå de forrige sæsoners Champions League-gruppespil.
Udviklingen har de dog endnu til gode at vise, da der på fire kampe allerede er gået syv mål ind. En fjerdedel af forrige sæsons samlede antal.
Midtbanen:
Niki Zimling ser ud til at få en stor rolle på midtbanen, da han skal afhjælpe tabet af Daley Blind, der i august tog til England. Derudover gemmer midtbanen på egendyrkede Davy Klaassen, der sidste sæson viste sin farlighed på mål og kunne slutte af med at dele topscorertitlen med angriber Kolbeinn Sigþórsson.
For at styrke midtbanen købte klubben til den igangværende sæson Nick Viergever i AZ Alkmaar, og han har allerede scoret sit første mål i den stribede trøje.
Angrebet:
Her er der flest på holdkortet, der er i gang med deres første sæson.
Fra egne rækker har Ajax de hollandske drenge Ricardo Kishna og Anwar El-Ghazi. Begge har fået spilletid, men især 19-årige Anwar El-Ghazi har imponeret og har allerede scoret to gange fra sin plads på kanten.
Lasse Schøne har de første runder af Æresdivisionen været i hopla og stået for både scoringer og assists, mens holdets angriber Kolbeinn Sigþórsson endnu mangler at komme i omdrejninger.
For mål kommer der til at mangle, hvis holdet fortsætter med at lukke næsten to mål ind i hver kamp.
Profilerne:
Målmand – Jasper Cillesen
Sidste sæson fik Hollands førstekeeper sit gennembrud, da han i konkurrence med Kenneth Vermeer tilkæmpede sig rollen som det foretrukne valg mellem stængerne. Med sine dengang 24 år havde han stor andel i, at der kun blev nettet 28 gange mod Ajax.
Ved VM diskede han op med flere flotte redninger deriblandt nogle sande refleksredninger. Talentet kan ikke fornægtes, men selvom han er førstevalg i Ajax og på det hollandske landshold, så mangler han stadig erfaring. Især på straffespark.
Forsvarer – Nicolai Boilesen
Den unge dansker har siden 2011 huseret i Ajax. Både påungdoms- og førsteholdet. I sin første kamp lagde han op til et af holdets mål og blev efter opgøret kåret til “Man of the match”.
Så rosenrødt har det langt fra været for den blonde dansker, der har kæmpet hårdt med adskillige skader, som har afholdt ham fra at leve op til det enorme talentpotentiale, han fra alle sider fik udråbt.
Sidste år bød på skiftevis kamp og skadespause, men i dag har de hårde arbejde båret frugt, for foruden pladsen i Ajax-forsvaret var Nicolai Boilesen også med til at sikre Danmark de første EM-kval-point mod Armenien i september.
Hvis han kan holde sig tæt på skadesfri, bliver han en vigtig brik for Frank de Boer, der har udtalt, at han ser en leder i den 22-årige sjællænder.
Midtbanespiller – Niki Zimling
Blækket var knap tør på Daley Blinds kontrakt i Manchester United, før Ajax kunne præsentere Niki Zimling i truppen. Midtbanespilleren er hentet på en lejeaftale fra Mainz 05, hvor danskeren har spillet siden 2013.
Og danskeren skal heller ikke regne med at sidde og pille negle på bænken, da Frank de Boer har udtalt, at Zimling længe har været i tankerne, da han med både erfaring og kvalitet vil kunne bidrage positivt til den unge trup.
Angriber – Lasse Schøne
Det var en varm topscorer i N.E.C. Nijmegen, der blev hentet til Ajax, og den farlighed har klubben bestemt ikke spildt penge på.
Sidste sæson blev den danske kantspiller kåret til årets spiller i klubben, og den titel har han også levet op til i den igangværende sæson, hvor han indtil videre har nettet tre gange ud af Æresdivisionens fire første runder, ligesom han er noteret for samme antal assists.
Den store succes i hollænderklubben har også allerede fået bestyrelsen til at udtrykke ønske om at forlænge opholdet i Amsterdam, der indtil videre er sat til udløb i 2015. Ikke mindst, fordi Frank de Boer, som i Nicolai Boilesen, ser en leder i den fremadstormende dansker.
Samlet vurdering:
Det er svært at tro på, at Frank de Boers knægte skal belønnes med Champions League-trofæet i Berlin til juni.
Økonomisk og især på profilsiden er der et godt stykke op til de europæiske sværvægtere som Real Madrid, Chelsea og Bayern München, og med salgene af Daley Blind til Manchester United og Siem de Jong til Newcastle skal der spejdes endnu længere efter store navne. Holdet har mange spillere fra egne rækker, og det er drenge, der endnu ikke har den internationale erfaring, der skal til for et stort resultat.
Økonomi- og profilproblematikken gør sig også gældende i gruppe F, hvor modstanderne FC Barcelona og Paris Saint-Germain både på holdkort, CV og i tegnebogen råder over væsentlige andre størrelser. Ajax har dog tidligere vist, at de godt kan tage point fra de store hold. Forrige sæson spillede holdet uafgjort i begge opgør mod Milan, mens det også blev en 2-1-sejr over puljemodstanderne fra FC Barcelona. Sæsonen inden endte holdet på en tredjeplads i “Dødens pulje” foran Manchester City.
Frank de Boers mandskab er stormestre i Holland, men de mangler stadig samme succes i Europa. Hvis holdet kan få sat en prop i den målfest, der foregår bag Cillesen, ligesom man som minimum kan holde et snit på to scorede mål i hver kamp, så kan det være, holdet overrasker.
Selvom resultaterne foreskriver, at man ikke bør undervurdere de hollandske gudesønner, så er en forventelig placering i puljen dog stadig en tredjeplads efter catalanerne og franskmændene.