CL-stjerne slår fast: Jeg bliver i Manchester City

Foto: Shutterstock

Manchester City kommer ikke til at miste den brasilianske landsholdsmålmand Ederson denne sommer, selvom han har været rygtet til Saudi-Arabien.

Ederson har været rygtet flittigt til Saudi-Arabien i løbet af sommeren, men Manchester City-keeperen skal ingen steder.

Det slår brasilianeren fast efter holdets sejr over Manchester United i Community Shield.

“Beslutningen er taget. Jeg bliver i Manchester City i denne sæson,” udtaler Ederson til ESPN Brazil og fortsætter:

“Jeg talte med Pep (Guardiola, red.), og det var vigtigt. Jeg er glad for at blive, og jeg er fuldt fokuseret på at vinde flere titler,” lyder det fra 30-årige Ederson.

Målmanden kom til Manchester City fra Benfica tilbage i sommeren 2017, og siden er det blevet til i alt 332 kampe for den engelske klub.

Her har Ederson holdt buret rent ved 155 lejligheder.

Keeperen står desuden noteret for 25 kampe for det brasilianske landshold.