En magisk anden halvleg i Madrid sikrede de spanske mestre en storsejr på hele 5-0. Alle målene faldt i anden halvleg, hvor Atlético Madrid fik fem forskellige målscorer på tavlen.
Kampen mellem de spanske mestre og de svenske debutanter startede med 120 kilometer i timen. Holdene skiftedes til at få optræk til chancer, men på trods af mulighederne fik ingen af holdene hul på bylden.
30 minutter skulle der gå før kampen fik sin første store chance. Det var Atlético Madrids nummer 7, Greizmann, der efter en stikning var helt alene med Malmøs målmand Olsen. Greizmann behandlede dog ikke chancen efter fortjeneste, og testede i stedet holdbarheden på overlæggeren.
Efter den store chance stod der Atlético på resten af halvlegen, men igen manglede den sidste skarphed. Da dommerens pausefløjt lød, var der endnu ingen mål at se på Vicente Calderón. Diego Simeone vil efter en halvleg med 13 målforsøg, hvoraf kun 2 var indenfor rammen, helt sikkert overveje at smide nogle flere afslutningsøvelser ind i træningsprogrammet.
Spekulationerne om den manglende skarphed blev gjort til skamme blot 3 minutter inde i anden halvleg, da Koke scorer til 1-0 flot assisteret af den tyrkiske vulkan, Arda Turan. Målet kom efter lidt småspil i feltet, hvor Turan vipper bolden ind til en nøgen Koke, der klinisk sætter bolden ind i det lange hjørne.
Små 15 minutter senere gik det fra slemt til værst for Malmø. Først bringer Mandzukic med en lang tå Atlético foran med 2-0, og dårligt når Malmø at give bolden op, før Greizmann minuttet efter scorer med et fladt skud fra kanten af feltet til 3-0.
Herefter vågnede Malmø lidt op og fik spillet sig til et par halve chancer, men mål blev det ikke til. De lyseblå svenskere fik aldrig rigtig gang i profilen Marcus Rosenberg, der gjorde sig mest bemærket ved at filme sig til et gult kort.
I kampens afsluttende fase misbrugte Suarez en hundredprocents chance, da han helt fri foran mål og med 4 meter til målstregen sparkede lige på Olson, der fik skubbet bolden over mål. På det efterfølgende hjørnespark viste Atlético Madrids anfører, Diego Godìn, sin luftstyrke, da han steg højest til vejrs i feltet, og derfor nemt kunne heade bolden ind til slående 4-0.
I overtiden blev ydmygelsen total, da indskiftede Cerci, efter at have spillet bande med stolpen, kunne score til slutresultatet 5-0.
Diego Simeones tropper indtager efter aftenens storsejr førstepladsen i gruppe A, hvor man ligger á point med Olympiakos, der ligeledes vandt deres hjemmekamp mod Juventus.