Bayern og Liverpool er videre til kvartfinalerne

Bayern München og Liverpool er videre til kvartfinalerne i Champions League, efter begge mandskaber sikrede sig avancement tirsdag aften.

Liverpool vandt for nogle uger siden med 2-0 på udebane mod de italienske mestre fra Inter, og The Reds havde altså et godt udgangspunkt for den anden kamp i ottendedelsfinalen.

Her endte Jürgen Klopp og co. da også med at gå videre, selvom man måtte se sig slået med 1-0 på Anfield efter en scoring af argentinske Lautaro Martinez.

Den tyske storklub Bayern München havde omvendt blot fået 1-1 i deres første kamp mod RB Salzburg, men det fik Bundesliga-giganten i den grad vendt.

Bayern knuste således RB Salzburg med cifrene 7-1, og til trods for danske Maurits Kjærgaards scoring blev RB Salzburg spillet ud af banen.

I startopstillingen for østrigerne var også danske Rasmus Nissen Kristensen at finde, men højrebacken havde på lige fod med resten af sit hold en svær aften.

Foto: Shutterstock.