Sidste sæsons suveræne schweiziske mestre fra Basel er placeret i en meget svær gruppe B, hvor de skal prøve kræfter med Real Madrid, Liverpool og Ludogorets.
Fakta:
Fulde navn: Football Club Basel 1893
Kaldenavn: Bebbis (lokalt for indfødte fra Basel), Rot-Blauen (De rød/blå)
Land: Schweiz
Grundlagt: 15. november 1893
Dragtfarver: Røde og blå
Stadion: St. Jakob-Park
De største resultater i Champions League:
Kvartfinalen (Den Europæiske Mesterholdsturnering) (1): 1973–74
1/8-delsfinalen (1): 2011–12
2. runde i gruppespil (1): 2003–04
Tilbage i 1970’erne var FC Basel en rimelig stor klub i international sammenhæng, hvor de i 1973-74-sæsonen nåede helt til kvartfinalen i det daværende Champions League, ’Den Europæiske Mesterholdsturnering’. Her tabte de snert til Celtic i med samlet 5-6.
Efter nogle magre år har FC Basel siden starten af dette årtusinde igen grebet fat om taktstokken og gjort sig gældende i europæisk klubfodbold. Af nævneværdige resultater kan her nævnes avancement fra gruppespillet i sæsonen 2011-12, hvor Basel gik videre på bekostning af Manchester United, da de slog klubben med 2-1 i gruppespillets sidste kamp.
I 1/8-delsfinalen lykkedes det Basel at vinde 1-0 på hjemmebane over de senere semifinalister fra Bayern München. Dog blev de i returkampen knust med hele 7-0, hvor Mario Gomez scorede fire gange. Med denne lussing kunne Basels største Champions League-eventyr i nyere tid slutte.
Tættere på succes var Basel dog i Champions Leagues ’lillebror’ Europa League, hvor de blandt andet slog Tottenham ud på straffespark før de mødte de regerende Champions League-vindere fra Chelsea. De måtte dog strække våben over for overmagten, hvor de tabte 2-1 i Basel og 3-1 i London.
På trods af dette var den sæson dog regnet som en af de mest succesfulde sæsoner i schweizernes historie. I sidste sæson opnåede Basel en tredjeplads i Champions League-gruppespillet og røg ud i kvartfinalen af Europa League med samlet 5-3 til Valencia.
Holdets cheftræner:
Navn: Paulo Manuel Carvalho de Sousa
Født: 30. august 1970
Nationalitet: Portugal
Cheftræner siden: 2014
Træner-karriere: Portugal U16, Queens Park Rangers, Swansea, Leicester, Videoton, Maccabi Tel Aviv
Portugisiske Paulo Sousa er en relativ ny mand i sædet, efter at han i maj i år overtog trænersædet efter den tidligere topspiller Murat Yakin, der ellers nød stor succes i spidsen for klubben. Sousa kom fra Maccabi Tel Aviv, hvor han vandt den israelske liga med hovedstadsklubben.
Den 44-årige portugiser endte en gloværdig spillerkarriere i 2002, hvor han har befundet sig i europæiske storklubber som Benfica, Sporting Lissabon, Juventus, Borussia Dortmund, Inter Milan og Panathinaikos. For det portugisiske landshold nåede han at spille 51 landskampe uden mål til følge.
Trænerkarrieren har indtil videre budt på flere klubber i Storbritannien. Her har han stået i spidsen for Queens Park Rangers, Leicester City og Swansea. Dermed bringer han en lang og bred erfaring fra topfodbold i forskellige ligaer med sig på trænerbænken, hvor han får den store opgave at videreføre succesen fra de tidligere sæsoner, som Basel har nydt.
Indtil videre har han fået en glimrende sæsonstart, hvor han i skrivende stund har ført Basel til seks sejre ud af sæsonens første syv mulige.
To store profiler i Yann Sommer og Valentin Stocker har dog forladt klubben i sommerens transfervindue, og det bliver en kæmpe opgave for den nye mand i trænersædet at løfte arven fra de to profiler og kulturbærere som den schweiziske duo har været i de seneste sæsoner.
Analyse af FC Basels hold:
FC Basel er kommet noget svækket ud, hvor de har sagt farvel til profiler, om end det også er lykkes at holde fast på andre profiler, der også har været i andre klubbers søgelys. Derfor ser truppen som helhed konkurrencedygtig ud.
Målmænd:
Basel sagde i sommerens transfervindue farvel til klubbens store profil mellem stængerne, Yann Sommer, der er skiftet til Borussia Mönchengladbach. Som erstatning har man hentet Tomas Vaclik, som er udset til en startplads foran Germano Vailati og Pascal Albrecht.
Forsvaret:
I forsvaret har FC Basel hentet den aldrende, men bundrutinerede stopper Walter Samuel på 36 år. Han træder med al sandsynlighed ind i et tremandsforsvar sammen med profilen Fabian Schär og Taulant Xhaka.
Også det andet nyindkøb Marek Suchy kandiderer til en af de tre pladser i det centrale forsvar.
Alternativt kan Basel også vælge at stille op i en firebackkæde med Marek Suchy eller den tidligere Malmö-spiller Behrang Safari på den ene back og Philipp Degen på den anden. Dog har tremandsforsvaret været mest brugt af træner Paulo Sousa i sæsonens første kampe.
Midtbanen:
Afhængigt af om det bliver et 3-4-2-1-system, eller om træner Paulo Sousa vælger det mere klassiske 4-2-3-1-system, har han forskellige valgmuligheder til midtbanen, der er stærkt besat.
Sandsynligvis bliver det dog et tremandsforsvar, hvilket gør, at holdet kommer til at stille op med to wingbacks i konstellationen Davide Callá og Behrang Safari eller Philipp Degen og Behrang Safari.
I maskinrummet er Marcelo Diaz en sikker mand på holdkortet, og han får følgeskab af Fabian Frei eller måske Mohamed Elneny. 27-årige Marcelo Diaz bliver en vigtig mand på holdet, hvilket han før har bevist ved stærke præstationer for Basel i de tidligere sæsoners europæiske turneringer.
Foran ham kommer den nuværende Basel-topscorer Shkëlzen Gashi samt eventuelt den blot 20-årige paraguayaner Derlis Gonzalez, som skal sætte fart i schweizernes offensiv. Som opbakning og ekstra kreativ kraft er også den hjemvendte søn Matias Delgado.
Angrebet:
FC Basel sagde før sidste sæson farvel til angrebsprofilen og kulturbæreren Alexander Frei, der stoppede sin aktive fodboldkarriere. Derfor hviler der nu et stort pres på den rutinerede målræv og kaptajn Marco Streller, der skal score målene for Basel, hvis det skal blive til succes i det svære gruppespil.
Bag i angrebskøen befinder den 24-årige japaner Yoichiro Kakitani sig sammen med Giovanni Sio, der tidligere har spillet hos rivalerne fra Sion.
Angrebet er dog noget tyndt besat, hvis det offensive omdrejningspunkt Marco Streller bliver skadet eller får karantæne, da reserverne ikke er oppe på samme niveau som ham internationalt set.
Profilerne:
Holdet har de seneste par sæsoner sagt farvel til mange store profiler, såsom Alexander Frei, Aleksandar Dragovic, Mohammed Salah og Granit Xhaka. Indkøbene har ikke været af samme kvalitet som afgangene, men alligevel er der profiler at finde i truppen.
Målmand – Tomáš Vaclík
Tomáš Vaclík er en nytilkommen spiller, der skal løfte en stor arv fra den tidligere Basel-keeper, Yann Sommer. Han er 25 år og kommer fra Sparta Prag, hvor han har vogtet buret i to sæsoner. To landskampe er det blevet til for tjekken, der dog her står i skyggen af stjernen Petr Cech.
Forsvarer – Walter Samuel
Endnu en ny mand i truppen, men til gengæld en herre med en kæmpe erfaring. Den tidligere holdkammerat i Inter Javier Zanetti har kaldt ham for den hårdeste spiller, han nogensinde har mødt. Det, og den store erfaring han besidder, skal Basel udnytte til at skabe et defensivt bolværk.
Midtbanespiller – Marcelo Diaz
Som de foregående år skal den 27-årige centrale midtbanespiller Marcelo Diaz agere oprydder og bageste playmaker for Basel-holdet. Rigtig meget kommer igennem Diaz. Han har spillet 25 landskampe for Chile og spillede fire kampe under den nyligt afviklede VM-slutrunde.
Angriber – Marco Streller
Klubbens anfører og identitetsskaber Marco Streller er igen i år udset en hovedrolle som den enlige angriber, der skal heade, sparke og prikke målene ind i gruppespillet. Den 195 cm høje angriber har spillet et hav af kampe for Basel, ligesom det er blevet til 37 landskampe og 12 mål for det schweiziske landshold.
Samlet vurdering:
FC Basel kommer til Champions League som suveræne mestre i den hjemlige liga. Den har de nu vundet fem år i træk. I år har de fra start lagt sig i førersædet i ligaen og håber på at kanalisere succesen ud i europæisk sammenhæng, som de har gjort de senere år. Det skete senest i Champions League for to sæsoner siden, hvor de slog selveste Manchester United ud af gruppespillet.
Dog er chancerne for avancement ikke store, da de er oppe imod de forsvarende Champions League-mestre Real Madrid og Liverpool FC. En tredjeplads er dog meget sandsynlig, da de burde have kvaliteten til at slå Ludogorets.