Champions League-finalisterne fra den forgangne sæson, Atletico Madrid, er havnet i gruppe A, hvor de får følgeskab af Juventus, Malmö FF og Olympiakos.
Fakta:
Fulde navn: Club Atlético de Madrid, S.A.D
Kaldenavn: Los Rojiblancos og Les Colchoneros
Land: Spanien
Grundlagt: 26. april 1903
Dragtfarver: Røde og hvide
Stadion: Estadio Vicente Calderón
Største resultater i Champions League:
Andenplads (2): 1973-1974 og 2013-2014
Gennem Atléticos 111 år lange historie har man aldrig vundet Champions League. Blot to gange er det lykkedes dem at nå finalen, men begge gange er det blevet til nederlag til henholdsvis Bayern München og ærkerivalerne fra Real Madrid.
I sæsonen 1973-74 spillede man endda 1-1 i første opgør i det daværende Europa Cup for Mesterhold, hvorefter man tabte hele 4-0 i omkampen.
Sidste sæson nåede Atlético Madrid igen finalen, og førte kampen helt ind i dommerens tillægstid før Sergio Ramos udlignede for Real Madrid, og sendte kampen i forlænget spilletid, hvor Diego Simeones trætte tropper intet kunne stille op.
Holdets cheftræner:
Navn: Diego Pablo Simeone
Født: 28. april 1970
Nationalitet: Argentina
Cheftræner siden: December 2011
Træner-karriere: Racing, Estudiantes, River Plate, San Lorenzo, Catania, Racing og Atlético.
Diego Simeone er tidligere fodboldspiller. Han spillede for et væld af klubber, men hans storhedstid regnes for at være hos Atlético Madrid. Han har desuden spillet over 100 landskampe for Argentina.
Da Simeone i 2006 stoppede sin aktive karriere hos Racing overtog han øjeblikkeligt holdet, og fik på trods af en svær start lavet en fin afslutning på sæsonen. Efter tiden i Racing blev han cheftræner for Estudiantes, og under hans styre vandt klubben deres første ligamesterskab i 23 år.
Han vandt samtidig prisen som årets manager i den argentinske liga. Derefter blev han både træner i River Plate og San Lorenzo før italienske Catania præsenterede Diego Simeone som Marco Giampaolos efterfølger i 2011. Efter blot et halvt år i spidsen for sicilianerne vendte han hjem til Argentina, og overtog posten som cheftræner i Racing endnu en gang.
I december 2011 blev han ansat som ny træner i Atlético Madrid. I hans første sæson vandt klubben Europa League efter en finalesejr på 3-0 over Athletic Bilbao. I den følgende sæson, lagde Diego Simeone og Atlético ud med at knuse Chelsea 4-1 i den europæiske Super Cup.
I maj 2013 kunne Atlético lade sig hylde som pokalvindere med en sejr over Real Madrid på Santiago Bernabeu, hvor man samtidig kronede sæsonen med en flot tredjeplads i La Liga, den bedste placering siden 1996.
Sæsonen 2013-2014 blev Diego Simeones absolut bedste som cheftræner. På trods af et spansk Super Cup-nederlag til FC Barcelona startede man fornemt ud i ligaen, hvor man med otte sejre i streg havde den bedste ligastart nogensinde.
Ligatitlen blev sikret i sidste spillerunde mod Barcelona, da kampen sluttede 1-1 på Camp Nou.
Samtidig sluttede Simeones mænd som sølvvindere i Champions League efter en flot turnering, hvor blandt andet AC Milan, Chelsea og FC Barcelona blev besejret på vejen.
Analyse af Atlético Madrids hold:
Der har i løbet af sommerens transfervindue været stor udskiftning på Vicente Calderon. Der er blevet sagt farvel til flere store profiler, deriblandt topscoreren Diego Costa og målmanden Thibaut Courtois, som nu begge er under José Mourinhos vinger i Chelsea. Atlético har dog sørget for at erstatte profilerne med spillere fra Europas topklubber.
Målmænd:
I målet har man mistet både første, anden – og tredjevalget, hvilket naturligvis har tvunget Atlético på transfermarkedet. Courtois er vendt tilbage til Chelsea, mens Sergio Asenjo er blevet solgt til Villarreal.
Erstatningerne er blevet fundet i Getafes rutinerede Miguel Ángel Moyá. Derudover har Atlético Madrid også købt det lidt mere ubeskrevet blad i form af Benficas Jan Oblak. På målmandsposten ser Atlético som udgangspunkt en anelse svækkede ud i forhold til forrige sæson.
Forsvaret:
Mange af triumferne fra sidste sæson skal især tilskrives makkerparret i midterforsvaret, Godin og Miranda. Dem har Simeone gjort alt for at holde fast, og det ser ud til, at de endnu engang skal være grundstenene i Atlético-holdets formation. Filipe Luis har forladt Los Rojiblancos til fordel for Chelsea.
Javi Manquillo er lejet ud til Liverpool i resten af sæsonen, og her har Atlético også hentet erstatninger. Hele tre spillere til backpositionerne er stemplet ind på Vicente Calderon. Der er tale om Cristian Ansaldi fra Zenit, Jesus Gamez fra Malaga og Guilherme Siqueira fra Granada.
På højreback positionen råder man stadig over Juanfran, som også spillede en vigtig rolle i sidste sæson, mens Toby Alderweireld er skiftet til Southampton.
Midtbanen:
På midtbanen er stortalentet Antoine Griezmann hentet til klubben fra Real Sociedad for den næststørste sum i Atléticos historie, og der er høje forventninger til franskmanden. Stammen fra sidste sæsons succeser er bibeholdt, og det kan blive altafgørende for resultatet dette års udgave af Champions League. På den defensive midtbane huserer 31-årige Gabi, der slider i hver eneste kamp og er en vigtig brik i Diego Simeones stramme organisation.
Han er flankeret af spanieren Mario Suarez, der ligesom Gabi kommer fra Atlético Madrids ungdomssystem. De to har sammen til opgave at gøre det hårde og ikke altid værdsatte oprydningsarbejde på midtbanen.
På kanterne vil det udover Griezmann sandsynligvis være Koke, der skal spille. Koke er spået en stor fremtid, og der har allerede denne sommer været bud efter ham fra både Manchester United og ligarivalerne fra FC Barcelona.
Koke har allerede i to sæsoner været en vigtig spiller, der altid er garant for masser af assists med især skarpe indlæg fra højrefløjen. Derudover er tyrkiske Arda Turan stadig at finde i klubben samt portugiseren Tiago og venstrekanten Cristian Rodriguez.
Angrebet:
Efter salget af Diego Costa til Chelsea har Atlético valgt at hente en lidt anderledes type spiller ind som erstatning. Mario Mandzukic er blevet afløseren, og selvom det kan blive svært at efterfølge en spiller af Costas kaliber, så kan det vise sig at blive endnu en god angriberhandel man har lavet på den rødhvide side af Madrid. Mandzukic er ikke lige så bevægelig som Costa, og er ikke så aggressiv i presspillet, men kroaten har andre forcer.
Han er stærkere i hovedspillet, og har masser af erfaring fra europæisk topfodbold. Simeone tror ligeledes på, at Mandzukic hurtigt vil vænne sig til holdet, og sammen med Griezmann finde et godt samarbejde.
Som reserve til Mandzukic har Atlético hentet den 1.90 meter høje mexicaner Raúl Jiménez fra Club América, hvor han har scoret 36 mål i 96 optrædener.
Profilerne:
Målmand – Miguel Ángel Moyá:
Med to nye målmænd i Atlético Madrid-truppen er det endnu ikke til at sige, hvem førstevalget bliver. Det forventes dog, at det bliver den rutinerede spanier Miguel Ángel Moyá i første omgang.
Han har stået begge Super Cup-kampene mod Real Madrid, og derfor er han valgt som målmandsprofilen hos Atlético. Moyá har igennem hele sin karriere udelukkende spillet i spanske klubber, hvor han har været forbi Mallorca, Valencia og Getafe.
Han har dog noget at leve op til, da han efterfølger belgiske Thibaut Courtois. Men grundet sine store erfaring er det forventeligt, at han kan gøre et ganske habilt indtryk i Madrid-klubben.
Forsvarer – Diego Godin:
I Atléticos forsvarskæde er det umuligt at komme uden om uruguayaneren Diego Godin. Han har spillet på Vicente Calderon siden 2010, og udviklet sig hvert eneste år siden sin ankomst.
Han er forudseende og utrolig stærk i hovedspillet, hvilket også gør ham til en offensiv trussel på dødbolde.
Midtbanespiller – Antoine Griezmann:
Med indkøbet af Antoine Griezmann råder man nu over en teknisk stærk og hurtig offensivspiller. Han er hentet i Real Sociedad, og blev ved sin præsentation i Madrid mødt af en stor menneskeskare. Han vil uomtvisteligt blive en publikumsfavorit på hos Atléticos ultras.
Angriber – Mario Mandzukic:
Endnu engang er profilen et nyindkøb, men man skal også godt øje med Mario Mandzukic. I sin tid i Bayern München scorede han imponerende 33 mål i 54 kampe.
Han er altid garant for mål, og hans tid i Atlético bliver ingen undtagelse. Det er værd at lægge mærke til, at han sikrede Atlético Madrid Super Cup-sejren over Real Madrid med sit mål i 1-0 kampen på Vicente Calderon.
Samlet vurdering:
Selvom Atlético Madrid viste hele verden, at de skal regnes som seriøse kandidater til titlen, må de alligevel bøje sig for de sædvanlige giganter. Real Madrid, FC Barcelona, Bayern München og Chelsea er alle foran i rækken som favoritter.
Skal det dog lykkes for Atlético Madrid kræver det først og fremmest, at de mange nyindkøb finder sig til rette i Diego Simeones system. For netop ’El Cholos’ stramme og velorganiserede system er nøglen til endnu en succesfuld sæson for Los Rojiblancos. Hvis det hele klapper for Simeone og resten af truppen, så er der intet, der behøver at stå i vejen for Atlético Madrid.