Onsdag aften lyder kickoff til gruppe F. Ajax kæmper for gruppespils-avancement, mens PSG skal leve op til favoritværdigheden.
Det er ti år siden, at Zlatan forlod Ajax for at rejse til Italien. Onsdag aften skal han sammen med sin franske bande på besøg på sin gamle hjemmebane. Han skal dog ikke forvente en velkommen-hjem-gave. Ajax vil vinde.
Fokus på holdene:
Ajax:
Det er en stor uge for det hollandske mesterskabshold. Onsdagens hjemmekamp i Champions League-turneringen skal resultere i tre point, mens søndag byder på en modbydelig udekamp mod arvefjenderne fra Feyenoord.
Med en blandet start på sæsonen i Æresdivisionen er det derfor en vital uge, og for træner Frank de Boer er en sejr mod PSG et omtalt scenarie.
Forrige sæsons topscorer Kolbeinn Sigþórsson har endnu ikke slået til, og det har banet vejen for lejede Arkadiusz Milik, der i weekenden fik fuld spilletid og blev dobbeltmålscorer. Desuden har Anwar El-Ghazi fra klubbens akademi været betroet meget spilletid – en tiltro, der allerede er kvitteret med adskillige mål.
Chancerne for danske ansigter på det hollandske græs er særdeles stor. Lasse Schøne er igen i år giftig, mens de seneste kampe har budt på spilletid til Lucas Andersen, Nicolai Boilesen og Niki Zimling.
Paris Saint-Germain:
Som onsdagens modstandere har Paris Saint-Germains sæsonstart været en smule broget. Med pointtab mod Rennes, Evian og Reims vil en udesejr i holdets åbningskamp derfor være et ganske tilfredsstillende plaster.
Selvom klubben har en stor sæk kapital fra Qatar Sports Investments til at supplere truppen med løntunge stjerner, så er det faktisk kun David Luiz, der er fløjet ind til hovedstadsklubben.
Rygter sendte også Angel di Maria til klubben, men han endte som bekendt i den røde United-trøje.
Med stjerner som Thiago Motta, Cavani og ikke mindst Zlatan Ibrahimovic er sejren det eneste, der tæller. Også selvom det er på udebane mod en underdog, der aldrig skal undervurderes.
Fakta:
– De to hold har aldrig tidligere mødt hinanden.
– Denne sæson markerer 20-året for sidste Champions League-trofæ til de hollandske mestre.
– Samtidig skal de forsøge at spille sig videre fra gruppespillet for første gang i fem år.
– Anderledes målsætning er det i Paris, der går efter minimum samme resultat som de forrige to år – kvartfinalerne.
– Zlatan møder for tredje gang en gammel klub. Han spillede i Ajax i perioden 2001-04, hvor han scorede 35 mål i løbet af sine 74 optrædener.
Seneste nyt om holdene:
Ajax:
På tirsdagens pressemøde gjorde træner Frank de Boer det klart, at tre point på Amsterdam ArenA bestemt er sandsynligt, så længe spillerne ikke lader ærefrygten overtage. I særdeleshed over for Zlatan.
Truppen må stadig se bort fra Victor Fischer, der ikke er helt klar efter sin skade i baglåret, som han pådrog sig tilbage i februar.
Paris Saint-Germain:
Sidste meldinger lyder på, at David Luiz kan være med i onsdagens trup efter at have været tvivlsom på grund af sit knæ.
Holdet må dog stadig se bort fra Thiago Silva, der som Victor Fischer også bliver holdt fra fodboldbanen på grund af en lårskade.
Hold øje med:
Ajax – Lasse Schøne:
Der skal nettes, hvis Frank de Boer kan få sin sejr. Lasse Schøne ligner et sikkert kort i startopstillingen, da han har fortsat sit solide spil fra forrige sæson, der sikrede ham titlen som Årets spiller i klubben.
Han har allerede scoret tre mål, og derudover har han efterhånden en rutine, som offensiven kan få stor gavn af, hvis de Boer vælger at satse på nogle af sine formstærke men unge knægte.
Paris Saint-Germain – Zlatan Ibrahimovic:
Uoriginalt valg kan man argumentere for, men det er umuligt at komme uden om den store svensker.
Et hattrick blev det til i forrige rundes 5-0-sejr over St. Etienne, og så har han scoret yderligere fire mål i denne sæsons foreløbige fem kampe.
Han er en vaskeægte målhund, der har flere drømmedrøn på YouTube. Med god grund. Når Zlatan for alvor er giftig, så vinder hans hold også.
Forventede startopstillinger:
Ajax:
Jasper Cillesen
Ricardo van Rhijn – Joel Veltman – Niklas Moisander – Nicolai Boilesen
Niki Zimling – Nick Viegever – Davy Klaassen
Lasse Schøne – Arkadiusz Milik – Anwar El-Ghazi
Paris Saint-Germain:
Sirigu
van der Wiel – Camara – Marquinhos – Maxwell
Verratti – Motta – Pastore
Lucas – Ibrahimovic – Cavani
Praktisk information:
Kampens dommer: Wolfgang Stark (Tyskland)
Stadion: Amsterdam ArenA
Spilletidspunkt: 17. september klokken 20.45
Vises på: Xtra 6 og viaplay.dk