Monaco leverede her til aften en gedigen overraskelse, ved at besejre Arsenal i London med 1-3. Yderst veludført arbejde af Monaco, som fik Arsenal gjort hamrende elendige.
Monacos betondefensiv blev sat under pres fra første fløj, allerede efter godt og vel et minuts spil kom Danny Welbeck let på kant af det helt nye Monaco forsvar, men hans afslutning strøg et pænt stykke over mål.
Starten lovede for en stærk Arsenal offensiv, men tilskuerne på Arsenal Stadium blev slemt skuffede; en første halvleg langt langt langt under niveau, specielt dyrt indkøbte Mezut Özil var hamrende elendig, og burde være hevet ud længe før pause teen.
Veludført arbejde af Monaco
Til gengæld skal Monaco i den grad have ros, holdet måtte stille op med et helt nyt forsvar, og flere spillere på uvante positioner, men fra det andet minut i kampen var der gnist og gejst over de hårdt arbejdende spillere fra fyrstedømmet. Den stor indsats bar frugt efter 38 minutter, hvor Arsenal tog lidt for let på defensiven, og det gav plads til Kondogbia, som efter to træk tørt sendte bolden mod mål, inde i feltet blev den rettet af Arsenal anfører Mertesacker, og bum – 0-1 til det meget undertippede udehold. Og det var vel at mærke ganske fortjent.
Hele første halvleg forløb, som om Arsenal end ikke var vågnet, tydeligst hos Mezut Özil og så den svært uheldige angriber Olivier Giroud, som i første halvleg missede 2 pænt store chancer.
Arsene Wenger lignede en meget olm tyr på vej i tyrefægter arenaen, da han trampede ned til pause teen på Arsenal Stadium.
Noget må der have været i teen, for Arsenal kom ud til anden halvleg med en helt anden attitude, stor aggressivitet og engagement; alt det som manglede i første halvleg. Den helt store udfordring for holdet var blot at hver gang de spillede sig til en stor chance, så brændte Olivier Giroud, og det var ikke bare små afbrændere, det var nogle ganske store af slagsen – han blev også flået ud af Arsene Wenger efter 60 minutters spil, og erstattet med Theo Walcott.
Inden Walcotts entré nåede Monaco dog at straffe Arsenal med en giftig omstilling; Arsenal var ved at spille sig til en chance i højre side, men et boldtab endte få sekunder efter hos den tidligere Tottenham spiller Dimitar Berbatov, og han har ikke glemt hvor målet står, bum – 0-2 til undertippede Monaco.
Så røg Giroud ud; Walcott kom på banen og var kort efter ved at skabe ravage i Monaco forsvaret, men stadig ingen mål til hjemmeholdet.
En helt personlig betragtning herfra; det er mig en gåde at Arsene Wenger lod Mezut Özil blive på banen til slutfløjtet, en kegle havde her til aften leveret et bedre stykke arbejde. Til gengæld var det utroligt forfriskende at se 19 årige Anthony Martial fra Monaco, som flere gange fik givet prøver på sin kunnen. Og så var det meget overraskende at se Dimitar Berbatov i en meget arbejdsom rolle, hvor han i den grad fik givet alt til holdet.
Et meget tyndbenet Arsenal hold, og et overraskende stærkt Monaco hold, også offensivt spændende. Måske har de gemt de spændende spillere og offensive kvaliteter til disse afgørende knock-out kampe.
Alex Oxlade-Chamberlain besluttede sig for at The Gunners tilhængerne lige skulle have lidt at varme sig på, så ét minut inde tillægstiden, sendte han med en følt inderside, bolden i nettet fra kanten af feltet – rigtig flot scoring, men for sent at Arsenal viste tænder.
For øvrigt, så lavede Arsenal endnu en række fejl i det 4. minut af tillægstiden og denne gang løb indskiftede Yannick Ferreira-Carrasco fra hele Arsenal holdet og slog det sidste søm i kisten, bum – 1-3 til undertippede Monaco.
Slutfløjtet lød, pibekoncert fra Arsenal Stadium, overraskende sejr til udeholdet Monaco på 1-3.